Det foregår denne gang torsdag 13. juni kl. 18.30, og det er traditionen tro Veggerby Sogns Beboerforening, der arrangerer.

VEGGERBY: Midt i Rebild Kommune mellem de to små byer Hjeds og Bradsted ligger naturområdet Horsdalen, hvor der én gang om året arrangeres udendørs fællesspisning.

Det foregår denne gang torsdag 13. juni kl. 18.30, og det er traditionen tro Veggerby Sogns Beboerforening, der arrangerer.

Der bliver grillet gris på den store grill, og der er diverse tilbehør. Beboerforeningen stiller telte op og har også sørget for en toiletvogn som noget nyt i år. Den har landsbyrådet givet tilskud til.

Også friluftsteater i år

Ligesom sidste år vil Hjeds Folketeater sørge for underholdningen efter maden.

I år har gruppen taget et stykke op, som de skrev i forbindelse med, at det var 100 år siden, ”De Kellerske Aandsvageanstalter” købte limfjordsøen Livø.

Det var i 2011.

- Den forestilling har de lokale i Veggerby nemlig ikke set, forklarer Andreas Bekker fra Hjeds Folketeater.

Manuskriptet til ”Anbragt på Livø” er skrevet af Pia Bjørn Haven og Birgitte Herskind.

- Men det er nu rettet lidt til med et par yderligere figurer for at give plads til de nye folk, vi er så heldige at få med i gruppen. Også for at få lidt humor med ind i det, da det jo faktisk er en lidt grum beretning over de skæbner, som boede på øen fra 1919 til 1961. På trods af humoren vil publikum nok stadig stå tilbage med en lille klump i halsen, og måske også en lille tåre i øjenkrogene, mener Andreas Bekker.

Nogle af de nye aktører i Hjeds Folketeater ville gerne se øen, efter at de er kommet godt i gang med manuskriptet, for at få en fornemmelse af, hvordan forholdene har været.

Så det blev til en samlet udflugt søndag 26. maj for både de gamle og de nye i truppen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...