Hjertehøjskolen afvikles i dagene fra 4. til 6. september

REBILD: Selv om selve højskolen først åbner i september, er det ikke spor for tidligt at indarbejde årets Hjertehøjskole i Rebild i planerne for 2019.

Hjertehøjskolen i Rebild åbner i år for syvende gang, og Lisbeth Stenstrop Jensen, formand for Hjerteforeningen Rebild lover igen ”tre dage fyldt med motion, foredrag, sang, dans og hyggeligt fællesskab”.

- Det er jo ikke en højskole som sådan, men Hjertehøjskolens succes beror på, at det netop er højskoleformen og de naturskønne omgivelser, der danner rammerne på Hotel Comwell, Rebild Bakker, siger hun.

Bestyrelsen i Hjerteforeningen Rebild har henover vinteren arbejdet med at indhente emner, der måtte interessere deltagerne, og de mange input er samlet til et varierende program. Årets tema er: Patienten i centrum”. Det betyder, at hjerterum og tryghed for deltagerne har været en vigtig del af planlægningen, understreges dét.

Oplæggene gives af speciallæger i hjertesygdomme, sygeplejersker, diætist og en hospitalspræst, og som et ekstra plus rundes hjertehøjskolen af med et foredrag af skuespiller Lone Hertz.

”Fra frøken Nitouche til foredragsholder” har Lone Hertz valgt at kalde sit spøgefulde, opløftende og alvorlige foredrag, som bygger på devisen ”Viljen til at ville, giver evnen til at kunne – hvis vi får lov”.

Hjertehøjskolen afvikles i dagene fra 4. til 6. september. Sidste tilmeldingsfrist er 4. august, og tilmelding sker til LOF Rebild/Mariagerfjord via hjemmesiden www.lof.dk/mariagerfjord-rebild

- Hurtig tilmelding anbefales på grund af begrænset antal pladser, påpeger Lisbeth Stenstrop Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...