Hele 80 deltog i september i den første Herman Bang-dag i Skørping, og sådan en dag arbejder Herman Bang Selskabet nu på at gøre til en fast årlig begivenhed

SKØRPING: Der er mange fremtidsplaner i det forholdsvis nye Herman Bang Selskab i Skørping: en Herman-Bangfilm, en Herman Bang-bog, foredrag af medlemmer af ”De Bangske Morgenmænd”, som har udgivet en del publikationer om Herman Bang, samt en Herman Bang-pris.

- Men alle disse tanker er foreløbig kun ”måske’er”. Derimod er ét sikkert: vi vil holde en Herman Bang-dag ligesom i år til næste september igen. Det har deltagerne ivrigt efterspurgt, fortæller Birgit Møller Sørensen, kasserer, efter selskabets generalforsamling forleden.

Herman Bang Selskabet blev stiftet 9. oktober 2018, men foreningen kom først rigtigt i gang med aktiviteterne i 2019.

Formelt set skulle generalforsamlingen imidlertid handle om 2018 denne gang, så dagsordenen kunne ret hurtigt løbes igennem.

Bestyrelsen havde nemlig også foreslået, at generalforsamlingen i fremtiden holdes i februar måned, fordi det er mest praktisk, når den følges så nogenlunde med aflæggelsen af årsregnskab.

Forslaget blev vedtaget, og således mødes medlemmerne igen allerede i februar, hvor vedtægtsændringen formelt skal til afstemning igen.

Og her kan man så også høre beretningen om det første hele år i selskabets historie.

Henrik Bugge Mortensen, Elsebeth Møller og Runa Lauritzen blev genvalgt til bestyrelsen, ligesom suppleanterne Mogens Pahuus og Bjarne Troelsen blev genvalgt.

Revisor Irma Døssing og revisorsuppleant Ingrid Bylling blev også genvalgt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...