Jens Grønhøj har fået nyt job som leder af Ungdomsskolen i Viborg og fratræder derfor med udgangen af august

HAVERSLEV: Forleden holdt forstander Jens Grønhøj for 11. gang afslutningstale for et elevhold på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev.

Det blev samtidig også forstanderens sidste afslutningstale, for kort efter at eleverne var sendt hjem, kunne forstanderen orientere personalet om, at han i det kommende skoleår søger nye græsgange som leder af Ungdomsskolen i Viborg.

- Jeg har valgt at søge nye udfordringer og stopper derfor som forstander på HCI med udgangen af august måned.

- Det har uden sammenligning været den sværeste beslutning i mit arbejdsliv, men jeg 52 år, har været på HCI i næsten 23 år, og er stadig nysgerrig på, hvad der ellers gemmer sig derude, siger Jens Grønhøj.

Jens Grønhøj erkender blankt, at timingen ikke er den bedste lige op til sommerferien.

Ikke desto mindre bliver det nu bestyrelsens opgave at bruge ferien på at finde en ny leder til efterskolen i Haverslev.

Det ligger på forhånd fast, at arbejdet kommer til at foregå i tæt dialog med personalet, heriblandt viceforstander Søren Troelsen, som gennem de seneste 11 år har kørt et tæt ledelsesparløb med Jens Grønhøj.

- Det er vemodigt at skulle sige farvel til Jens, som har gjort et fantastisk stykke arbejde for HCI, men heldigvis også så godt et stykke arbejde, at skolen står stærkt i manges bevidsthed, når vi nu skal finde den rette person til at drive HCI videre i tråd med den særlige kultur og de værdier, som hersker på skolen, siger bestyrelsesformand Carsten Randers.

Jens Grønhøj blev ansat som lærer på HCI i januar 1997.

Han blev senere viceforstander og tiltrådte stillingen som forstander i 2008.

Gennem 11 år som leder har han formået at sætte et markant præg på HCI, hvor der på bygningsfronten er sket udvidelser og forbedringer, så skolen i dag er veludrustet til at tilbyde undervisning til 137 unge i alderen 15 til 17 år.

De seneste nybygninger omfatter en ny idrætshal, skolens anden, og i fjor kunne man så indvi en helt ny bygning med ny spisesal, nyt køkken og nye administrationslokaler til medarbejderne.

Sideløbende hermed har Jens Grønhøj gjort meget ud af at skabe et godt samarbejde mellem efterskolen og Haverslev By. En indsats, som i 2013 var medvirkende til, at HCI-forstanderen i 2013 blev udnævnt til årets Borger i Haverslev.

Ved siden af forstanderjobbet har Jens Grønhøj taget en diplomuddannelse i ledelse, og den kan der nok blive brug for som leder af den store kommunale ungdomsskole i Viborg, som omfatter en lang række uddannelsestilbud til unge: 10. klasse center, heltidsundervisning, brobygning, forskole, fritidsklubber, ungdomsklubber, fritidsundervisning, den åbne skole og en lang række andre projekter til gavn for børn og unge.

Jens Grønhøj kan forlade HCI med bevidstheden om, at idrætsefterskolen allerede er fyldt op med elever i de kommende to år, og han får selv fornøjelsen af at byde det nye elevhold velkommen til Haverslev, idet han først fratræder forstanderstillingen pr. 31. august.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...