Byfest og corona-retningslinjer lader sig ikke forene i 2020, erkender Havnebyfest-bestyrelsen

Heller ikke i Støvring bliver der nogen byfest i år.

Efter at have taget grundigt bestik af situationen her midt i juli er bestyrelsen bag Havnebyfesten i august nået til den konklusion, at det ikke er muligt at afvikle årets byfest som planlagt.

Bestyrelsen var ellers godt i gang med planlægningen, og idéerne til byfesten i 2020 var mange, både fra byens borgere og fra bestyrelsen selv.

- Derfor er vi selvfølgelig også utroligt ærgerlige over at måtte aflyse årets fest.

- Ikke mindst fordi det efter en lang tid med ”sammen og hver for sig”, ville have været fantastisk at mødes fysisk igen. Vores byfest er jo en fantastisk lejlighed til at få snakket sammen og hygget med hinanden, forklarer Stefan Ulrich, formand for bestyrelsen havnebyfesten.

I bestyrelsen har man gjort mange krumspring for at finde en form, hvor det ville være muligt at afholde byfesten og samtidig overholde de nuværende Corona-retningslinjer, men det har desværre ikke været muligt, uden at kompromiserne blev for store.

- Men hvis kalenderen stadig er reserveret til byfest her i august, så kunne borgerne jo overveje, om de selv skulle holde en mini-byfest. Mødes med dem, I plejer at mødes med til byfesten, eller måske dem fra vejen. Så kunne man jo købe take away mad fra de lokale madsteder, blomster fra den lokale blomsterhandler, kage fra bageren og så videre, opfordrer Torsten Topbjerg, medlem af bestyrelsen bag Havnebyfesten

I bestyrelsen for Havnebyfesten ser de nu i stedet frem mod ”en fantastisk byfest 27.-29. august 2021 sammen med alle Støvring og omegns borgere.

- Vi er i bestyrelsen klar til at trække i arbejdstøjet igen, forsikrer formanden for Havnebyfesten, Stefan Ulrich.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...