Mariagerfjord gør det nemmere at få et hjælpemiddel med hjem omgående

MARIAGERFJORD: Hvis det i øvrigt går, som kommunen forventer, bliver det i fremtiden lettere og betydeligt mere smidigt for fysisk handicappede i Mariagerfjord Kommune at få de hjælpemidler, de har brug for i hverdagen.

Genvejen til serviceforbedringen er en ny ”kvikservice”, hvor du som handicappet umiddelbart får vurderet dit behov.

I mange tilfælde udleveres de mest almindelige hjælpemidler med det samme.

Det gælder eksempelvis badebænk, toiletforhøjer, rollator og visse typer kørestole.

Formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Mariagerfjord Kommune, Jan Andersen (UP), glæder sig over, at det nu bliver langt nemmere at få fat i de hjælpemidler, som borgerne har brug for.

Let at få hjælp

- Det skal være let at få hjælp. Derfor er det godt, at vi nu sikrer, at vores borgere nemt og hurtigt får de hjælpemidler, som de har brug for i hverdagen, siger han.

Den nye kvikservice åbnede forleden på Tempovej 3 i Hadsund.

Her står en ergoterapeut klar til at hjælpe med både vejledning og ansøgning, så du i de fleste tilfælde får hjælpemidlet med hjem med det samme.

Vurdering på stedet

Ergoterapeuten bistår med at udfylde ansøgningen og vurderer sammen med dig og eventuel pårørende, hvilket hjælpemiddel du har behov for.

- Det kan selvfølgelig ske, at netop den relevante kørestol eller andet ikke lige er på hylden, og at det så glipper netop den dag.

Men kørestolen vil hurtigt blive indkøbt og kan derefter komme med hjem, lover afdelingsleder Hanne Ejlertsen fra Mariagerfjord Kommune, som har store forventninger til den nye service.

Kvikservice

Kvikservice tager også gerne imod de hjælpemidler, som ikke længere er i brug, ligesom der er hjælp at hente, hvis dit hjælpemiddel trænger til service, til at blive udskiftet, indstillet eller tilpasset.

I første omgang holder kvikservice åbent onsdag formiddag og torsdag over middag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...