Premiere på nyt vandretiltag gav mod på flere lange vandreture i løbet af sommeren og efteråret

”Rold Skov gående halv-maraton”.

Det var, hvad der forleden stod på menuen for en flok raske vandrere, anført af naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen, OutdoorHimmerland.

Med det nye koncept ønskede hun at tilgodese motionister, der ikke lader sig afskrække af en distance på 21 km, men som omvendt ikke er meget for at løbe.

Starten gik ved Rold Storkro og derfra fortsatte turen langs Rebild Bakker mod den sydlige del af Rold Skov.

Undervejs blev der snakket om løst og fast, og et sted var der også lejlighed til at betragte nogle rådyr, der lå ganske tæt på stien, hvor deltagerne passerede.

Det sociale aspekt var også vigtigt, så da man kom til Røvergraven var der mulighed for en kop kaffe og nogle minutter til at hvilke fødderne og benene i.

Herefter gik turen videre mod Lille Økssø og herfra til Store Økssø, hvor det blev til en enkelt omgang.

Syd for Skørping ved Bregnesø var der gjort klar til en sandwich sammen med væske. På dette tidspunkt var selskabet nået cirka halvvejs og var klar til at bevæge sig mod den nordlige del af skoven, der også kaldes for Bjergeskov.

Vejret havde indtil nu varieret med lidt sol og overskyet, men da deltagerne kom til Skørping, kom der en voldsom byge.

Den gav så meget vand, at man i nogle minutter måtte søge læ under skovens træer.

Da det igen klarede op, gik turen videre mod nogle af de mere kendte steder i skoven: Ønskestenen, Lille Blåkilde og Ravnkilde.

Efter seks timer var det nogle lidt brugte deltagere, der igen kunne trave ind på p-pladsen ved Rold Storkro, men Birgitte Wilsted Simonsen er ikke desto mindre blevet bekræftet i, at der er et publikum - også til de lidt længere vandreture.

- Alt i alt var det en rigtig dejlig tur, hvor vi fik set meget af skoven, fik nogle dejlige oplevelser sammen, men også fik snakket om alt muligt i forhold til det at vandre. Og når en deltager så samtidig fortæller, at hun normalt kun går nogle få tusind skridt på arbejdet, hvorefter hun lige gennemfører 22 km. i flot stil, så siger det noget om vilje og om, at når vi går flere sammen, så glemmer man nogle gange, hvor langt der er gået, siger hun.

OutdoorHimmerland har i øvrigt flere gange i løbet af sommeren og efteråret lidt længere vandreture på programmet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...