18 fremmødte andelshavere var forleden samlet til generalforsamling i Øster Hurup Kraftvarmeværk A.m.b.a

ØSTER HURUP: Halm kan også blive for tør til at fyre med.

Det har de bl. a. erfaret på Øster Hurup Kraftvarmeværk, hvor der i forrige fyringssæson var store problemer med, at halmen var for tør ovenpå den usædvanligt varme og tørre sommer.

Halm fra den nye høst er derimod rigtig god at fyre med.

Dét kombineret med, at der er installeret en ny røggaskøler på halmkedlen, betyder, at halm i det kommende år forventes at tegne sig for cirka 80 procent af fjernvarmen i Øster Hurup, mens solvarmen skønnes at levere de resterende 20 procent.

Oplysningerne kom frem, da 18 fremmødte andelshavere forleden var samlet til generalforsamling i Øster Hurup Kraftvarmeværk A.m.b.a.

Martin Tomra Nielsen blev nyvalgt til bestyrelsen, mens der var genvalg til Niels Møldrup, og bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig som følger: Erik S. Damgaard, formand, Martin Tomra Nielsen, næstformand, Niels Rasmussen, sekretær, Finn Skovgaard Andersen, økonomikontroller og Niels Møldrup, menigt medlem.

Særlige fokuspunkter for varmeværket i det kommende år bliver at reducere energitabet, lavere fremløstemperatur og en bedre afkøling af fjernvarmevandet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...