27 flere elever sammenlignet med sidste skoleår

AARESTRUP: Med 20 børn i naturvuggestuen, 40 børn i naturbørnehaven og hele 127 børn i Friskolen har Gregers Krabbe i Aarestrup oplevet en flot stigning i antallet af børn.

- Det er en meget positiv tendens, og det glæder både ansatte, bestyrelse og forældre på Gregers Krabbe, at vi bliver valgt til. Vi er en mindre institution med nærhed og tæt kendskab til vores forældre og børn, fortæller Anna Bobach, bestyrelsesformand for skolen.

På Gregers Krabbe har daginstitutionerne en naturprofil, hvilket i praksis betyder, at udelivet og de pædagogiske aktiviteter går hånd i hånd.

- Vi ligger i et naturskønt smørhul i udkanten af Rold Skov, og skoven og lokalområdet benyttes i høj grad i dagligdagen. Børn og personale benytter også vores bus med jævne mellemrum, og det er en luksus, at vi kan planlægge ture til eksempelvis: Stranden, Røverknolden og Limfjordsmuseet. Gode og lærerige oplevelser er vigtige for vores børn, fortæller Anna Bobach.

At Gregers Krabbe Friskole pr. 1. september har 127 elever er en stigning på hele 27 elever sammenlignet med sidste skoleår.

- Vi er meget stolte over fremgangen på Gregers Krabbe. Vi tolker det stigende elevtal som et udtryk for, at vi gør mange ting rigtigt. Både pædagogisk og i forhold til, at vi har forbedret vores faciliteter markant gennem de seneste år, udtaler skoleleder Lars Øgendahl Overgaard.

Gregers Krabbe er den samlede betegnelse for institutionerne naturvuggestuen, naturbørnehaven, friskolen og SFO’en Krabben. Institutionerne fusionerede i 2014 og ligger i Aarestrup.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...