Helge Søgaard overtager stafetten fra Gitte Klarup og satser indtil videre på, at markedet kan gennemføres 21.-22. november

Glaskunstneren Gitte Klarup, der i 2014 tog initiativet til ”Gourmet under Kronerne”-julemarked, har altid drøntravlt op til jul med at lave sin kollektion af kendte og smukke glasfugle.

Samtidig har hun altid været drevet af lysten til at gøre noget aktivt for lokalsamfundet i Skørping, og derfor tog hun i sin tid initiativet til gourmetjulemarkedet, selvom det kom oveni alt det andet, der også lige skulle være færdigt i årets sidste måneder.

- Men jeg må ærligt erkende, at det efterhånden var blevet for meget, og derfor var jeg faktisk indstillet på at aflyse i år.

- Men heldigvis kom min gode ven – og udstiller på markedet – Helge Søgaard forbi mig midt i august måned for at høre om planerne for dette års marked. Og han var straks klar til at tage over på alt det praktiske, hvilket glæder mig meget, udtaler Gitte Klarup.

- Helge er gået ind i opgaven med stort engagement, og han er, ganske som jeg selv, drevet af lysten til at fastholde og udvikle en rigtig god tradition her i byen.

- Jeg synes ærlig talt at det ville være både synd og drønærgerligt, hvis denne fantastiske og hyggelige tradition i Skørping ikke skulle fortsætte, supplerer den nye julemarkedsarrangør.

- Så Gitte og jeg satte os ned og tog en snak om, hvad der skulle gøres, og så var det bare om at komme i gang med planer for markedsføring, lokaler og mange andre praktiske gøremål, siger Helge Søgaard.

Som udstiller på julemarkeden gennem flere år har han i forvejen et godt kendskab til sjælen i netop dette gourmetmarked, ligesom det at planlægge og tilrettelægge arrangementer jo altid har været en del af hans arbejdsliv, dels som direktør i Gigantium og senest hos VisitAalborg.

- Og heldigvis står Gitte bagved og er klar med råd og vejledning, ligesom det også er hende, der varetager markedsføringen via de sociale medier.

- Det er jo en helt fantastisk styrke i planlægningen, noterer Helge Søgaard.

Den nuværende situation omkring corona-restriktioner har naturligvis ikke gjort det nemmere at tilrettelægge markedet 21.-22. november, men indtil videre krydser arrangørerne fingre for, at der ikke kommer yderligere stramninger.

- Det er nemt at aflyse på forhånd, men jo mere vi aflyser, desto vanskeligere bliver det at genstarte, når tingene forhåbentlig normaliseres igen.

- I sidste ende kan det selvfølgelig blive en realitet, afhængig af hvilke restriktioner, der måtte være på vej. Men der er trods alt et godt stykke tid til sidst i november, og meget kan ske inden da, lyder det fra en fortsat optimistisk Helge Søgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...