De to caféindehavere er godt tilfredse med deres første år på Torvet i stationsbyen

SKØRPING: For godt et år siden åbnede Sam Rezaie og Ramin Cartli Restaurant & Café Viande på Torvet i Skørping. De to ejere kan se tilbage på et godt første år.

Ofte kan det være svært at drive spisesteder i mindre byer. Derfor kom det måske også som en overraskelse for de fleste, da Sam og Ramin sidste år åbnede Restaurant & Café Viande på Torvet i Skørping. Men de to indehavere er glade for starten.

- Vi kan bestemt ikke klage. Det er gået over alt forventning, og vi har opbygget et stort lokalt stampublikum, ligesom jeg også synes, at vi er gode til at tiltrække gæster fra mange af de omkringliggende byer. Samtidig har vi her i sommerperioden haft et fint rykind af turister, fortæller Sam, der tidligere boede i Aalborg, men som har valgt at rykke tættere på Skørping. Han bor nu i Gravlev.

- Tidligere havde jeg også en restaurant i Aalborg, men jeg har nu valgt, at der skal være fuld fokus på restauranten her i Skørping, og derfor var det oplagt for mig, at flytte tættere på.

- Vores idé og ambition har fra starten været mad i høj kvalitet til priser, hvor alle kan være med. Det gælder både her i restauranten, og som mad ud af huset. Ud over at vi selvfølgelig bruger gode råvarer og tænker på velsmag og kvalitet, så gør vi ekstra meget ud af anretningen af vores mad. Det gælder også som mad ud af huset, hvor vi kræser om detaljerne, fortæller Sam, der også har haft succes med at tage ud som gæstekok.

- Jeg kommer ud og laver maden, præsenterer den, rydder op, så folk bare kan nyde en god aften uden selv at stå i køkkenet. Det har været en stor succes, fortæller Sam, der håber, at restauranten får tilladelse til at lave en udendørsterrasse, så der kan skabes et endnu bedre og hyggeligere miljø på Torvet i Skørping.

- Vi har i dag en fin lille terrasse, som har været meget populær her i sommerperioden, men vi vil gerne lave en større og flottere terrasse. Det har vi søgt Rebild Kommune om, men har endnu ikke fået et svar. Men vi håber bestemt, at vi får lov. Det vil være et kæmpe plus for Skørping, slutter Sam.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...