SERVICE: Ingelise Hornshøj tager over efter direktør Inger Jensen

AARS: Ingelise Hornshøj er udnævnt som ny direktør i servicevirksomheden Servido, der residerer på Markedsvej 6 i Aars

Hun indleder henover det næste halve år et parløb med afgående direktør Inger Jensen.

Servido, der tidligere er kendt som Himmerlands Vikar- og Hjemmeservice, foretog direktørskiftet med indgangen til februar.

Ingelise Hornshøj, 56 år, nyder stor erfaring indenfor hjemmepleje-branchen gennem flere års ansættelse i forskellige leder- og chefstillinger både i det offentlige og private.

Senest kommer hun fra en stilling som afdelingsleder i Aarhus Kommune på voksen- og handicapområdet.

Inden da har hun arbejdet som afdelingsleder i Jysk Hjemmepleje ApS, sundheds- og seniorchef i Jammerbugt Kommune, centerchef i Rebild Kommune samt projektleder hos Falck Danmark.

Mange aktiviteter

Hun skal nu stå i spidsen for Servidos aktiviteter indenfor hjemmepleje, rengøring og haveservice, vikararbejde samt spalterilning i landbruget.

- Jeg kommer med erfaring fra den anden side af bordet med et stort kendskab til de kommunale systemer og drift.

- Og jeg ser frem til et godt samarbejde med kommunerne om den fælles opgave, det er at servicere de borgere, der har brug for hjælp.

- Dertil glæder jeg mig til at få viden om og indsigt i Servidos andet ben, hvor vi blandt andet samarbejder med landbruget, private haveejere med mere, siger hun.

Direktørskiftet kommer til at forløbe som et glidende generationsskifte, idet Inger Jensen, afgående direktør, stiller sin viden til rådighed for den nye direktør.

50 års jubilæum

- Jeg er glad for, at jeg får lov at suge af den viden, Inger har bygget op gennem 50 år.

- Og jeg kan se og høre, at hun allerede har givet megen viden videre til de dygtige medarbejdere i Servido.

- Jeg er også meget opmærksom på, at kunderne fremover skal opleve den samme gode ånd, som de altid har gjort, siger Ingelise Hornshøj.

Inger Jensen fejrede sidste år 50 års jubilæum og har både været med til at etablere vikarservice for landbruget i 1982, rengøringsafdelingen i 1994, ligesom hun var med til at sætte hjemmeplejedelen i værk i 2012.

Spændende opgave

- Det har været en utroligt spændende opgave, siger Inger Jensen, der nu hjælper den nye direktør godt i gang.

Det næste halve år fungerer Inger Jensen som afdelingschef for vikarservice-afdelingen og som sparringspartner for den nye direktør.

Servido har i dag godkendelse til at tilbyde visiteret hjemmepleje og rengøring i Vesthimmerlands Kommune.

På udkig efter nye opgaver

Virksomheden er tillige godkendt som leverandør af visiteret rengøring til borgere bosiddende i Rebild og Mariagerfjord Kommune.

Den nye direktør vil nu undersøge mulighederne for enten at komme ind på plejeområdet i de to andre kommuner også, eller om der skal afsøges nye markeder.

Samtidig vil hun holde fast i de forretningsområder, som Servido også er godt kendt for i dag. Det er blandt andet vikarservice og spalterilning.

- Det er områder, vi er kendt for, og hvor det er os, kunderne ringer til.

- Det er en rigtig spændende del af butikken, siger Ingelise Hornshøj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...