Sommeroplevelser: Direktør Hanne Thomsen bebuder masser af aktiviteter på havnen i Hobro fra uge 27 og håber på en travl sommer

Som så mange andre muser har Gasmuseet i Hobro ligget underdrejet under corona-krisen.

- Men nu er sommeren på vej, og vi glæder os til at se gæster på Gasmuseet igen.

- Vi håber på en rigtig god sæson med mange gæster, siger direktør Hanne Thomsen.

Fra uge 27 til og med uge 32 er museet klar med en lang række aktiviteter for børn og børnefamilier både ude og inde.

- Og vi gi’r den gas på fortællingerne om hverdagsliv, gas og energi, bebuder Hanne Thomsen.

Museet lægger ud med en særlig aktivitetsdag søndag 28. juni.

Slynge og smage honning

Her kan du blandt andet være med til at slynge og smage honning, analysere fjordvand og partere fisk, som efterfølgende kommer på gasgrillen sammen med tang og brød.

Det er et arrangement, som laves i samarbejde med 4H og Aalborg Outdoor.

I Gasmuseets udstillinger kan du altid få noget at vide om den grønne omstilling, som er på vej, men også - og især - om den omstilling, som fandt sted fra midten af 1800-tallet og frem.

De historiske udstillinger handler om den sorte omstilling og de forandringerne i hverdagslivet, der blev mulige med den omstilling.

Den sorte omstilling

Den sorte omstilling med brug af kul og gas ændrede for altid hverdagslivet.

Før var det mørkt og risikabelt at gå ud om aftenen.

Gaderne var fyldt med skidt og møg og rendestenen det samme, og på grund af mørket var det svært at se, hvad man trådte sin fod ned i.

Da gaslygterne blev tændt i byernes gader, blev det trygt og godt at gå ud.

Det kunne være til en middag hos andre, en koncert eller i teatret.

Med gasrør kom vandrørene

Samtidig med gasrørene kom vandrørene og ikke mindst kloakeringen, så gaderne blev renere.

Inden døre betød gaslyset, at man kunne se og lave noget langt ud på aftenen, og det kom man til.

Vinteren var med gaslyset ikke længere en hvileperiode.

Arbejdstiden steg til 70-80 timer i ugen, og det banede vejen for en regulering af arbejdstiden og krav om ferie.

Alt det kan du se og lære meget mere om i udstillingerne.

Det handler om hverdagslivet omkring 1900 og frem til 1970erne,

Og om omstillingen med naturgassen efter oliekriserne i 1970erne og den grønne omstilling, der er på vej.

Leg & Læringsmuren

Der er desuden masser af muligheder for børn for at lave forsøg med kul og gas, brint og brændselsceller.

Man kan spille spillet om byens energi, og som noget nyt selv bruge masser af energi - udenfor på Leg & Læringsmuren i Gasmuseets gård.

Gasmuseet er netop nu på vej med en ny Leg & Læringsmur.

Den står færdig sidst i juni, og her kan børn bruge kræfterne og klatre op og ned.

Samtidig - og som en del af projektet - har Gasmuseet fået nyindrettet museets gårdrum.

Med tiden - og som planterne gror - bliver det et gårdrum med grønne vægge rundt om gårdens borde og bænke.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...