Museum Rebild holder også i år julestue første søndag i advent.

REBILD: Traditionen tro holder Museum Rebild julestue første søndag i advent, 1. december kl. 10-16.

Julestuen byder på levende aktiviteter, udstillinger, hygge og underholdning.

I lokalerne har travle husflidsfolk og håndværkere taget plads med produkter, der tager afsæt i den kommende jul. Der fremstillles ting i patchwork, filt og strik, juledekorationer, julepynt, nørklerier, maleri, julekort, træarbejder, håndsyede tasker, porcelænsmaling.

Rebild Savværkslaug er der med en stand, og der kan købes aktuelle bogudgivelser velegnet til julegaver.

I caféen serveres gløgg, vafler og æbleskiver, og der er tombola med gaver doneret af aktørerne.

Det hele krydres med julemusik med Rebild Spillemændene.

Museets gamle nisse, ”Gode Nis”, er dukket frem af dvalen - for med det samme at gemme sig med ønske om, at julegæsterne vil finde ham. Han har lavet en lille gåde, der skal gættes og afleveres med navn og adresse, så udtrækkes der præmier til de heldige.

Julestuen foregår samtidig med det store julemarked på parkeringspladsen - så der er meget at kigge på denne søndag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...