Omkring 250 spejdere deltog i årets udgave af ”Store Økssø Rundt”

REBILD: I 2013 havde Det Danske Spejderkorps premiere på gå-arrangementet ”Store Økssø Rundt”, og nu er arrangementet netop blevet gennemført for syvende gang.

Omkring 250 spejdere gik sammen med blandt andet familie rundt ved Store Økssø, mens andre fik større udfordringer ude i Rold Skov.

Arrangementet ”Store Økssø Rundt” har som fast indehold ruter på 0 km, 5 km og 10 km.

Ruten på 0 km indebærer, at man skal gå 5 km forlæns, men også 5 km baglæns, og i år var der bl.a. også mulighed for at gå 20 km.

Spejderleder Birgitte Wilsted Simonsen fra Det Danske Spejderkorps i Støvring har stået for arrangementet i alle syv år.

De første år deltog der kun spejdere fra Det Danske Spejderkorps, men efterhånden er også KFUM-spejderne og Danske Baptisters Spejderkorps fra Vaarst og Hellum kommet med.

For sjovs skyld har Birgitte Wilsted Simonsen forsøgt at lave en samlet status over arrangementets syv første år.

I alt har 1483 været ude at gå ”Store Økssø Rundt” siden 2013, og de har tilsammen gået 15250 kilometer, svarende til 5250 gange rundt om Store Økssø.

Inden Store Økssø Rundt 2020 i april næste år, afvikler spejderne i november en vinterudgave: ”Rold Skov Julegåtur”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...