Nordjyske Jacob Risgaard, medejer af Nordens førende webshop på nettet, var hovednavnet på Business Rebilds nytårskur

REBILD: Hovedattraktionen ved Business Rebilds nytårskur for detailhandlen var nordjyske Jacob Risgaard, der er medejer af Nordens førende webshop på nettet, Coolshop.

47 ledere og medarbejdere fra kommunens detail- og servicevirksomheder deltog i nytårskuren.

Jacob Risgaard fortalte sin personlige historie om, hvordan han i Nørresundby har haft succes med at skabe en virksomhed, der er kåret til Danmarks bedste webshop og har næsten 2 mio. faste kunder i syv lande.

- Jeg ser positive fremtidsperspektiver for de fysiske butikker i Nordjylland, hvis de formår at levere en unik service og oplevelser til kunderne, som onlinebutikkerne ikke har mulighed for at matche. De fysiske butikker har den fordel, at de har den direkte kontakt med kunden og kan danne relationer og derved skabe tryghed for kunden, lød det fra Jacob Risgaard.

Også Mikkel Pii fra Retail Consulting Company var inviteret til at inspirere. Han har sammen med Business Rebild været facilitator på netværksmøderne for detailnetværket, hvor omdrejningspunktet hver gang har været: ”Hvordan kan vi gøre en forskel som detailhandlere?”

- Den fysiske detailhandel vil ikke forsvinde fra gadebilledet, men den vil forandre sig - og der vil være øgede krav til både ledere og medarbejdere. Der er behov for ledere, der konstant er forandringsparate og -skabende. Ledere, der går forrest for at sikre, at den fysiske butik leverer det, som kunden anno 2019 ønsker sig: nærvær, service og oplevelser, sagde han.

Nytårskuren indledtes med spisning, bobler og rig mulighed for netværk, inden erhvervskonsulent Birgitte Frost Larsen bød velkommen.

Detailnetværk Rebild mødes ca. fire gange om året for at få nyt indspark til at udvikle sig og dermed tage kampen op med nethandlen - også gennem sparring med hinanden. I 2019 har netværket plads til endnu flere af kommunens detailhandlere og serviceudbydere. Næste netværksmøde er holdes 8. maj 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...