BESÆTTELSEN: Iver Schmidt Sørensen, årgang 1934, fortæller erindringer den modstandsgruppe, hans far var - Harry - med i

KONGERSLEV: ”Jeg husker en del af medlemmerne fra frihedskæmper-gruppen i Kongerslev.

Det var folk som Holger Bundgård, uddeler Alfred Rasmussen, dyrlæge Rahbeck, lærer Høgholt, gårdejer Eli Jakobsen, gårdejer Aksel Riese og min far, mindes Iver Schmidt Sørensen, opvokset i Kongerslev og i dag bosat i Hadsund.

I et par uger har han fortalt læserne om erindringer fra Besættelsens tid, hvor han blot var en knægt.

Og Iver Schmidt Sørensen har en utrolig god hukommelse og erindringer. Nogle har han som voksen bearbejdet og efterforsket.

Han har både overværet en nødlanding, oplevet et flystyrt, set nedskydning af tyske fly.

Her handler det om modstandsgruppen, som faren Harry Schmidt, var med i:

Et hul i hegnet

”At min far er med i frihedskæmpergruppen, får jeg naturligvis ikke at vide.

Derfor undrer det mig, at vi uset - og med påbud om ikke at omtale det - skal trække en tynd kobbertråd fra gavlvinduet over til den højeste gren i et træ oppe i haven.

Den ekstra antenne opsættes for bedre at kunne lytte med på BBC’s meget underlige hilsener, som vi altid lytter til i stor stilhed .

En dag opdager lillebror Ole og jeg, at der er klippet et hul i hegnet i havens øverste hjørne ud mod vejen .

Vi finder det meget mærkeligt og endnu mere underligt, at far ikke synes, vi behøver at reparere hullet.

Det er selvfølgelig en flugtvej, ifald Gestapo dukker op.

Tæt på at gå galt

Gruppen modtager en enkelt våbennedkastning, der ikke går helt problemfrit.

Nedkastningen sker på en mark langs skoven ved Grønhøjgård .

For sent opdager den engelske pilot de lygter, frihedskæmperne markerer området med.

Han foretager i den meget lave højde en vending, der uheldigvis går lige ned over den mørklagte by.

Her vækker de dybt brummende motorer hele byen, og tyskerne farer ud af hotelsalen med høje råb .

I andet forsøg kaster englænderen hurtigst muligt containerne med våbnene ud og forsvinder, inden han får en jager efter sig.

Uheldigvis lander den sidst kastede container på modsatte side af vejen mod Nr. Kongerslev og bliver ikke fundet af gruppen.

Container afsløres

Den får i sagens natur meget travlt med at fjerne containerne og komme væk.

Vel vidende, at tyskerne må være alarmeret.

Den sidste container findes dagen efter af markens ejermand, som anmelder fundet.

Det gør bare situationen endnu mere alvorlig, for nu får tyskerne får vished for, hvad der foregår.

De er klar over, at der må være en modstandsgruppe i byen.

Gruppens medlemmer aftaler et bestemt tegn i vinduerne for at signalere alt vel.

Min far bruger en bordflagstang med flaget på hel .

Han er udrustet med en kæmpestor fuldskæftet Remmington riffel - omtrent så lang, som min far er høj.

Dertil har han en 11 millimeter Colt pistol, samt en ”annanas” håndgranat.

Med den udrustning skal han sinke tyskerne, hvis de kommer mod nedkastningsstedet .

Alle er pludselig væk

Som følge af den opsigtsvækkende flyvning over Kongerslev by og den fundne container får vi skoleelever at vide, at lærer Høgholt er på rekreation med et halsonde, så han ikke kan undervise, og at dyrlæge Rahbeck er draget på en længere rejse.

Dem kan jeg huske, fordi de er gået under jorden.

Containerne gemmer Holger Bundgård under en del gammelt i halmen i sin lade.

Senere køres de til Aalborg.

En aften hører vi flyvere og nogle fjerne brag i retning mod Aalborg.

Far tager os med op på bakken bag skolen, hvorfra vi har udsyn mod Aalborg.

Vi kan se lyskasterne feje over himlen i retning mod de engelske bombeflyvere, der bomber Aalborg Flyveplads.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...