Forældre fra ikke færre end 12 folkeskole og privatskoler i Mariagerfjord erklærer sig nu klar til aktivt at tage ansvar i kampen mod mobning.

21 forældre til børn fra de 12 skoler har skrevet under på kampagnen #DeVoksnesAnsvar på Børnsvilkår.dk.

Det gør de for at vise, at de er klar til at stille op i kampen mod mobning.

- Det er meget positivt, at forældrene signalerer, at de vil tage ansvar for trivslen på deres barns skole, siger børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Sanne Lind.

- Sammen kan vi skabe sunde fællesskaber og stoppe mobning, før det sker. Her spiller forældre og lærere en afgørende rolle, pointerer Sanne Lind.

Gode intentioner gør det ikke alene i kampen mod mobning.

Derfor får skolerne tilsendt et trivselsredskab, der kan hjælpe med at sætte fokus på det gode fællesskab i klassen ved at drøfte forskellige dilemmaer.

- Redskabet er udviklet sammen med skolelærere og er designet specielt til forældremøder.

Det er nemt at bruge og kræver næsten ingen forberedelse.

- Vi håber, så mange som muligt gør brug af det for at sikre et sundt fællesskab i børnenes klasse. Mobning er meget nemmere at forebygge end at bekæmpe, opfordrer Sanne Lind.

Du kan finde trivselsredskabet på bornsvilkar.dk/devoksnesansvar.

De 21 forældre, som aktivt går i spidsen mod mobning, har børn på Vindblæs Friskole, Solhverv Privatskole, Rosendalskolen, Mariagerfjord Idrætsskole, Mariager Skole, Hobro Søndre Skole og MF10, Hobro Friskole, Havbakkeskolen, Hadsund Skole, Bymarkskolen, Assens Skole, Arden Skole.

Børns Vilkår tager i august kontakt til alle skoler i kommunen for at skabe opmærksomhed om, hvordan skolen gratis og nemt kan bruge Børns Vilkårs og Tryg Fondens trivselsredskab på forældremøder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...