Himmerlands Folkemusikskoles orkester etableres som et nyt orkester, hvor tidligere elever, der efterhånden har mange års erfaring, udgør kernen

HIMMERLAND: Himmerlands Folkemusikskole har igennem årene dyrket samspil i mange forskellige former, men nu tager skolen skridtet fuldt ud og etablerer sit eget orkester.

Himmerlands Folkemusikskoles orkester etableres som et nyt orkester, hvor tidligere elever, der efterhånden har mange års erfaring, udgør kernen.

- Hermed skaber vi mulighed for at bygge ovenpå den musikalske erfaring. Både med nyt repertoire og en mere stabil instrumentsammensætning. Og nye deltagere i orkesteret er selvfølgelig velkomne, hvis forudsætningerne er passende i denne sammenhæng, forklarer formand for Himmerlands Folkemusikskole - og underviser, Sofie Arlien-Søborg.

Foruden det nye orkester byder den nye sæson også på et par andre nye tiltag i folkemusikskole-regi: et nyt sammenspilshold for nye og letøvede deltagere og et andet hold, hvor man kan lære at improvisere og eksperimentere med musikken.

Det nye sammenspilshold er for alle instrumenter. Her kan nye og letøvede elever være med og få erfaringer med sammenspil, som gør musikken mere levende og varieret.

Det nye sammenspilshold ligger i forlængelse af violinhold, harmonikahold og messinghold om tirsdagen.

- Og vi vil gerne udvikle holdet helt fra bunden for at tilgodese den stigende tilgang og interesse fra nye elever, fremhæver Sofie Arlien-Søborg.

Improviseret sammenspil er for de, som gerne vil lære at eksperimentere og variere musikken på en improviseret måde. Her handler det især om at lære, hvordan man kan håndtere disse musikalske begreber helt konkret i musikken.

Nærmere oplysninger om den nye sæsons undervisningstilbud kan findes på Himmerlands Folkemusikskoles hjemmeside www.folkemusikskole.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...