Fire klubber i Mariagerfjord Kommune går sammen om pigefodbolden

MARIAGERFJORD: Valsgaard IF, Mariager IK, IF Jarl Arden og Hobro IK har indledt et nyt holdsamarbejde indenfor pigefodbold ved navn Fyrkat Q, og i den anledning var en masse glade fodboldpiger forleden samlet på DS Arena i Hobro.

Ideen med det nye samarbejde er, at det skal være med til at fastholde og udvikle pigefodbold i hele Mariagerfjord Kommune.

Fælles for alle fire involverede klubber er, at de hidtil har haft for få spillere til at kunne stille et pigehold alene i de forskellige årgange.

- Vi har et fælles mål om, at vi gerne vil have så mange piger som muligt til at spille fodbold, og det mål kan vi kun nå i fællesskab. Så det er en nødvendighed, at vi klubber arbejder sammen, hvis vi fremover skal kunne tilbyde piger i alle årgange at gå til fodbold, siger Erik Christensen fra Hobro IK, der er en af koordinatorerne i projektet.

Siden 2008 har Hobro IK og Valsgaard IF arbejdet sammen om pigefodbold gennem VH08-samarbejdet. I 2018 indledte man et samarbejde med Mariager IK for at kunne stille hold i U11-, U12- og U13-rækkerne, og senest er IF Jarl Arden blevet en del af samarbejdet for at gøre det muligt at stille et 11-mandshold i U15.

I Fyrkat Q-samarbejdet er både fællesskab og lighed blandt kerneværdierne. Ingen klubber er større end - eller har mere indflydelse end andre. Derfor trænes og spilles der kampe på skift hos de forskellige klubber i samarbejdet.

- Det er vigtigt for samarbejdet, at alle klubber er lige. Ingen er større end andre og alle skal både give og tage her i fællesskabet, fremhæver Erik Christensen.

Det voksende klubsamarbejde har medført et behov for at finde et nyt fælles navn for samarbejdet, og her har man inddraget et af Mariagerfjord Kommunes vartegn - vikingeborgen Fyrkat.

- Vi har jo ofte stillet med hold bestående af spillere fra alle klubberne i samarbejdet, og vi har på skift spillet i de forskellige klubbers spillesæt. Det har skabt noget forvirring omkring, hvilken by vi kom fra, og en så simpel ting som at råbe kampråb har været besværligt uden et fælles navn.

- Så nu er vi blevet enige om, at vi hedder Fyrkat Q. Det er et navn, alle kan tage ejerskab for, og det siger noget om, hvor vi kommer fra. Det er samtidig et navn, der geografisk favner bredt, og det giver mulighed for, at flere klubber i området kan blive en del af samarbejdet i fremtiden, fortæller Erik Christensen, der gerne ser endnu flere hold i samarbejdet i fremtiden.

- Vi vil rigtig gerne have flere hold til at blive en del af samarbejdet, for det voksende samarbejde har været positivt for alle klubber. Vi har lettere ved at stille hold til kamp, vi er flere til træning, og faktisk har det også umiddelbart haft den effekt, at endnu flere piger i området er begyndt at spille fodbold.

Med det nye navn har man fået et nyt Fyrkat Q-logo og et nyt fælles spillesæt, som holdene under Fyrkat Q-samarbejdet skal spille kampe i fremover. Det har krævet økonomi og velvilje fra sponsorer, og det har der heldigvis været.

- Det har krævet økonomi at realisere projektet, og derfor skal der også rettes en stor tak til både nuværende og nye sponsorer, der alle har vist stor velvilje over for Fyrkat Q-projektet. Der er også doneret et større beløb fra Sparekassen Hobro Fonden, ligesom vi har fået midler fra Mariagerfjord Kommune og bankoforeningen i Mariager.

- Det er vi meget taknemmelige for, slutter Erik Christensen.

Til at bistå sig i arbejdet for at fremme pigefodbolden i Mariagerfjord har han fire tovholdere i de involverede klubber: Dennis Bak, Valsgaard IF, Jacob Gertz Christensen, Mariager IK, Jesper Kjær Pedersen, IF Jarl Arden og Susanne Bejerholm, Hobro IK.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...