På initiativ af Skørping-Rebild Lokalråd er der opsat ti nye bænke i Skørping - og flere er måske på vej

SKØRPING: Primært af hensyn til byens ældre borgere er der i Skørping opsat ti nye bænke designet, produceret og opsat af FGU Rebild – tidligere Rebild Produktionsskole.

Tanken er, at hvis man som gangbesværet er klar over, at der står en bænk 200-500 m længere fremme, så kommer man mere omkring og får måske samtidig kontakt til andre borgere. Men bænkene kan naturligvis benyttes af alle.

Det er Per Alstrup, som har været tovholder og idemand bag projektet på vegne af Skørping-Rebild Lokalråd.

I samarbejde med folkene bag Hjertestierne samt Rebild Ældreråd blev der snakket form, materielvalg og placeringsmuligheder, hvorefter opgaven blev givet til Rebild Produktionsskole/FGU Rebild.

Bænkene er lavet i gedigne materialer – dansk, bæredygtigt egetræ og galvaniserede understel – ligesom skolen har opsat bænkene, der er forankret i betonfliser.

Bænkene er desuden præget med lokalrådets logo, så alle kan se, at der er tale om en bænk til fælles glæde, uanset hvis jord den står på.

En del af forarbejdet har derfor været at lave aftaler om opsætning af bænkene med private, kommunen, Naturstyrelsen, Bane Danmark, De Blå Spejdere og andelsboligforeninger, der alle har været meget positive overfor projektet.

- Vi håber i lokalrådet, at byens borgere tager bænkene til sig og kommer mere omkring. Måske idéen kan brede sig til andre byer/lokalråd. Ideen er hermed givet videre, og måske lokalrådet sætter flere bænke op i Skørping samt Rebild.

- Alternativt kunne man måske udskifte nogle af de gamle bænke i samarbejde med Rebild Kommune. Der er mange af bænkene, der trænger til vedligehold eller udskiftning, siger formanden for Skørping-Rebild Lokalråd, Stig Jonstrup Pedersen.

Skulle der være ideer til flere bænkeplaceringer eller andre forslag, der kan forskønne og forbedre det fælles offentlige rum i Rebild og Skørping, hører Skørping-Rebild Lokalråd gerne nærmere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...