Marie og Andreas Lomborg - inviterer 15. september til åbent landbrug på fåre- og kødkvægsbedriften i udkanten af Rebild Bakker

REBILD: Blandt de i alt 62 danske landmandsfamilier, som 15. september byder indenfor til ”Åbent Landbrug”, er Marie og Andreas Lomborg, der i det daglige driver fåreavl i naturen tæt ved Rebild bakker.

Andreas Lomborg står for arbejdet med dyrene, mens Marie styrer gårdbutikken med salg af egne og andre lokale produkter.

Parret har sammen 1.100 får, som tilsammen får omkring 1.400 lam om året. Og dertil kommer 170 stykker kødkvæg.

Alle dyrene agerer som naturplejere og græsser naturarealer for at fremme biodiversiteten.

Om sommeren går dyrene på usprøjtede arealer forskellige steder, og om vinteren græsser de på landmændenes marker.

I denne periode flyttes dyrene fra mark til mark med brug af en ATV, to hyrdehunde og et mobilt hegn.

- Vi arbejder for at producere fødevarer med naturen - og ikke imod den, og vi glæder os rigtig meget til at vise publikum vores bedrift frem, siger Andreas Lomborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...