7.-11. august er der byfest i Kongerslev med mange arrangementer

KONGERSLEV: Årets begivenhed i Kongerslev var i mange år det årlige hestemarked, men det sluttede for nu tre år siden og det blev afløst af en byfest, som Kongerslev Borgerforening nu er blevet tovholder på.

Det sker i samarbejde med den lokale idrætsforening og rideklub samt Lille Vildmose spejderne og en række private firmaer - herunder Kongerslev kro. Der startes i år onsdag den 7. august og herefter går det løs til og med søndag den 11. august.

Der lægges ud sent onsdag eftermiddag den 7. august med et motionsløb for alle, som skydes i gang klokken 17.30 med start på Præstegårdsvej. Løbet henvender sig til alle mellem 5 år og 100 år og som rundeløb er der mulighed for at prøve kræfter med mange strækninger lige fra 5,3 kilometer og op til en halvmarathon. Der er både asfalt og grusstier på ruten samt et par enkelt bakker for at få pulsen lidt op. I prisen for at deltage får løberne udover et diplom og en flot medalje også en let grillanretning samt en vand eller øl, så der er lagt op til en hyggelig aften efter løbet.

Torsdagens store højdepunkt er stegt flæsk ad libitum med kartofler og persillesovs for hele familien samt live musik på Kongerslev kro fra klokken 18.30 og på næsten samme tidspunkt fredag den 9. august er der en ”Ladywalk” klokken 18.00 på cirka fem kilometer med start fra Kongerslev Idrætscenter og rundt om Seefeldtslund. Også fra klokken 18.00 fredag holder Borgerforening børnediskotek for de yngste børn i cafeteriet i Kongerslev Idrætscenter og det er naturligvis under voksenopsyn og uden alkohol. Fra klokken 19.00 er der fællesspisning af en buffet for alle interesserede i festteltet og når den værste sult er stillet skal det afgøres, hvem der er bedst til at slå et søm i med en hammer og såvel kvinder som mænd kan deltage. Når ”Årets hammer” er uddelt, skrues der op for musikken og baren åbner for alvor i festteltet.

Fra lørdag den 10. august klokken 10.00 er der et stort bagagerumsmarked og det følges op fra klokken 11.00 af et marked med ”Børnelopper”, hvor der kan sælges og købes legetøj samt spil med meget mere. Årets fiskekonkurrence ved Mølledammen starter også klokken 10.00 og kører tre timer frem. Fra klokken 10.30 skal Kongerslevs nye parkourbane for alvor testet af først børn mellem 9-12 år og siden fra 12 år og opefter. Ligeledes lørdag formiddag er der et optog gennem byen med Kongerslev Rideklub og her opfordres alle interesserede til at møde op udklædte for at få en festlig oplevelse. Efter optoget er der ringridning på den store plæne ved Kongerslev Idrætscenter. Midt i det hele på den ellers meget travle lørdag er der naturligvis et stort sildebord hos den lokale idrætsforening og klokken 14.00 starter timeløbet ”Tour de Kongerslev”, hvor en række lokale skal kører så mange sponsorpenge ind som muligt til Kongerslev Idrætsforening. Endelig er der også lørdag klokken 15.00 en konkurrence om at få kåret ”Årets kage”, inden der fra klokken 18.30 er lagt op til byfest i teltet med buffet fra den lokale kro og levende musik - også af lokal karakter.

Ovenpå festen lørdag aften er der søndag den 11. august fra klokken 10.00 gratis rundstykker at starte dagen på og ligeledes klokken 10.00 er der udstilling og opvisning af diverse køretøjer i form af brandbiler og lastbiler samt store traktorer og seje personbiler. Det årlige børnedyrskue starter klokken 11.00 og fra samme tidspunkt giver Kongerslev Rideklub også en gratis tur på en pony. Endelig er der også fra klokken 11.00 ”Parkour Jam” med instruktører til stede og årets byfest i Kongerslev slutter med en opvisning af Harley Davidson motorcykler ved Kongerslev kro fra klokken 13.00

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...