Byfesten i Skørping starter på tirsdag i næste uge

SKØRPING: Som skrevet tidligere i disse spalter er Skørping Byfestlav godt i gang med planlægningen af de sidste detaljer til Skørping Byfest, der i år finder sted fra tirsdag 13. august til og med søndag 18. august. En fest, som igen i år byder på mange spændende aktiviteter, tiltag og arrangementer.

I år ovenikøbet lidt ekstra, da Skørping Erhvervsforening har stablet nogle ekstra arrangementer på benene. Det skyldes, at festen også er med til at markere, at Skørping by i år bliver 150 år.

- Selvom der også kommer en mindre markering af 150 års-jubilæet senere på året, har vi valgt at benytte byfesten til at markere byens jubilæum. Det er jo oplagt, når byen allerede er i festhumør, fortæller Christian Ovesen, formand for Skørping Erhvervsforening.

- Vi har derfor spurgt vores medlemmer om de frivilligt ville spytte lidt i kassen, og det har mange bakket op om, hvilket vi selvfølgelig er taknemmelige for. Helt nøjagtigt har 34 af vores medlemmer bidraget med 1.000 kroner hver. Penge vi bruger på nogle ekstra aktiviteter til byfesten.

- Vi har blandt andet sørget for fredagsjazz på Torvet om fredagen med Burholt Band, om lørdagen er der i samarbejde med Skørping Borgerforening gratis sildebord i festteltet på markedspladsen, og senere lørdag inviterer vi til stor, gratis koncert med bandet Radio 80 FM på plænen ved Meny. Det bliver en forrygende tidsrejse tilbage til de sprudlende og farverige 80’er dage, Det glæder vi os meget til, fortæller Christian Ovesen, der generelt er rigtig glad for opbakningen til Erhvervsforeningen og det stigende antal arrangementer i Skørping.

- Vi laver som nævnt også lidt omkring jubilæet senere på året, ligesom der i lighed med sidste år kommer et Halloween-arrangement, hvor der i år bliver skruet endnu mere op for aktiviteterne.

- Og så kommer der selvfølgelig juletræ på Torvet, og en endnu flottere julebelysning i år, så der sker bestemt mange spændende ting i byen, lyder det fra Christian Ovesen, der i øvrigt gerne vil takke Skørping Byfestlav for deres store indsats i forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af byfesten.

- Jeg har forstået, at de trækker sig efter dette års fest, og jeg vil derfor gerne benytte lejligheden til at rose dem for en kæmpe indsats.

- Jeg håber, at der kommer nye til, som vil arbejde videre på at afholde og udvikle byfesten, hvor vi i Skørping Erhvervsforening også i fremtiden gerne vil være en medspiller, lyder det afslutningsvist fra Christian Ovesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...