Ny undersøgelse stiller skarpt på kommunernes ejendomsvenlighed

REBILD: Rebild Kommune placerer sig som nummer 15 ud af 98 kommuner i en ny undersøgelse, hvor der stilles skarpt på kommunernes ejendomsvenlighed.

I undersøgelsen, som er lavet af EjendomDanmark, ses der bl. a. på faktorer som dækningsafgift, grundskyld, sagsbehandlingstid for byggesager, byggesagsgebyrer mv., og lokalt bliver 15. pladsen på landsplan hilst med tilfredshed af erhvervs- og turistchef, Jane Bejlegaard Lindberg.

- Vores placering i undersøgelsen giver os et billede af, at vi langt hen ad vejen formår at imødekomme erhvervets behov, arbejde på tværs af de enkelte forvaltninger og løbende forbedre vores indsatser, og f. eks. målt på dækningsafgift være med helt i toppen.

- Samtidig viser undersøgelsen dog også, at der er plads til forbedring, hvis vi vil være blandt de bedste i landet. Og det vil vi jo gerne, bemærker erhvervs- og turistchefen.

Rebild Kommune lægger generelt stor vægt på at være en ”ejendomsvenlig” kommune - og blive skarpere på at servicere kommunens virksomheder.

Et eksempel på dét er Porsborgparken ved motorvej E45 i Støvring, hvor et af Nordjyllands største ejendomsselskaber Søren Enggaard A/S aktuelt er ved at realisere et ambitiøst erhvervsprojekt.

Ifølge adm. direktør Carsten Enggaard, Søren Enggaard A/S, er det ingenlunde nogen tilfældighed, at firmaet netop har valgt at etablere sig i Rebild Kommune.

- Kommunens unikke infrastruktur, den direkte og tætte dialog med erhvervet og de mange netværk og tilbud, Business Rebild tilbyder, skaber en dynamik og synergi på tværs, som er af stor betydning for at være en erhvervsvenlig kommune. Og det var derfor også helt naturligt for os at placere os i Rebild Kommune.

- Derudover kan vi i Porsborgparken tilbyde nem adgang til motorvej, lufthavn, havn og dertil en attraktiv bosætning for medarbejderne – en strategisk perle for enhver virksomhed. Lige fra første færd har Rebild Kommune været en markant og positiv medspiller og har været behjælpelig med sparring, rådgivning og hurtig og effektiv sagsbehandling, fremhæver Carsten Enggaard.

EjendomDanmarks aktuelle undersøgelse er den ottende af sin slags, og den måler på konkrete vilkår, som ejere af fast ejendom møder hver dag. Vilkår som kommunerne har den fulde kontrol over.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...