Hjerteforeningen inviterede atter til Hjertehøjskole i Rebild

REBILD: For syvende år i træk inviterede Hjerteforeningen Rebild i denne uge til Hjertehøjskole for hjertepatienter og pårørende. Her kunne deltagerne møde op til tre dage pakket med foredrag, faglige indlæg, aktiviteter, gåture og ikke mindst hyggeligt socialt samvær.

Hjertehøjskolen fandt sted på Hotel Comwell Rebild Bakker, og var arrangeret Hjerteforeningen Rebild, der har gjort højskolen til et flagskib for foreningen.

- Det er syvende år i træk, at vi afholder højskolen, og med 30 deltagere i år slår vi deltagerrekorden. Det er både hjertepatienter og deres pårørende, der deltager, og de er kommet hertil fra hele landet. En del er gengangere, der har været med i flere år, fortæller Lisbeth Stenstrop Jensen, der er formand for Hjerteforeningen Rebild.

- De hjertelidelser, som folk kommer med, er vidt forskellige, men der opstår alligevel et helt særligt fællesskab, fordi man føler sig blandt ligesindede, der grundlæggende har samme udfordringer i hverdagen. Samtidig er det vigtigt, at højskolen også er for pårørende, lyder det fra Lisbeth.

De tre dage bød på et væld af faglige indspark, foredrag og aktiviteter. Der kom læger forbi og fortalte om blandt andet forhøjet kolesterol og hjerteflimmer. Der var indlæg om kost, om livet som hjertepatient, og der var aktive gåture og afslappende yoga. Endelig var der et foredrag med den folkekære skuespiller Lone Hertz, ligesom aftenerne blev brugt på hygge, grin og lækker mad.

- Det er nogle fantastiske dage, og det varer ikke længe, før vi går i gang med planlægningen af næste års Hjertehøjskole, slutter Lisbeth fra Hjerteforeningen Rebild, der i årets løb også arrangerer en lang række lokale aktiviteter – blandt andet hjertemotionshold, hjertecafé og meget andet…

Se mere på rebild.hjerteforeningen.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...