En glad og stolt Jeanett Skov Pedersen, modtog prisen som et af årets velfærdstalenter 2019

REBILD: 23-årige Jeanett Skov Pedersen fra Rebild er en af ”Velfærdens Helte”.

Af samme grund var den unge social- og sundhedsassistent på Skørping Ældrecenter i den forløbne uge på Christiansborg for at blive hædret for sin indsats i dagligdagen sammen med 99 andre yngre velfærdstalenter fra hele Danmark.

Jeanett var indstillet til æren af sin kollega Lotte Berthelsen, som blandt andet begrunder indstillingen af Jeanett med, at hun har stor faglighed og er god til at ruske op i de gamle rutiner:

- Beboerne er glade for hende og hun er god til at gribe nuet: En lørdag hvor sneen faldt, trak hun alle beboerne i jakker og huer, og så var de ude og mærke sneen falde, lave snebolde og høre sneen knitre. Hun er guld værd for vores arbejdsplads!

Prisen som et af årets 100 velfærdstalenter under 35 år, uddeles af PenSam og FOA Ungdom for andet år i træk.

De to parter vil gerne sætte fokus på de unge, der har valgt et arbejde, hvor de hver dag via deres faglighed og nærhed gør en stor forskel for andre og den nære velfærd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...