Lørdag slog Rebildcentret dørene op til en udstilling af 41 privatejede Mouritz Nørgaard-værker

SKØRPING: Det sidste år har tidligere billedkunstlærer Svend Erik Østergaard fordybet sig i den himmerlandske maler Mouritz Nørgaard, der i år kunne være fyldt 140 år.

Lørdag kulminerede flere måneders research og skrivearbejde med lanceringen af en ny portrætbog og udstillingen "Mouritz Nørgaard i privateje" på Rebildcentret.

- Jeg kan genkende flere af malerierne fra min barndom. Men der også flere, jeg aldrig har set før, fortalte 90-årige Hanne Fie Povlsen, der er malerens yngste datter.

- Jeg er beæret, og jeg synes, det er vældig flot, Svend Erik har taget sig til at skrive om mine forældre, siger Hanne Fie Povlsen.

Hun var en af fire generationer Nørgaard, der var mødt op til ferniseringen. Også børnebørn, olde- og tipoldebørn havde fundet vej og lånt flere af deres malerier ud.

Fik hjælp af Nørgaards datter

I alt viser udstillingen 41 Nørgaard malerier fra 20 private samlere.

Svend Erik Østergaard fik idéen til udstillingen, da han sidste år arbejdede på en bog og udstilling om Søren Josva i forbindelse med malerens 125 års fødselsdag.

- Det faldt mig naturligt at fortsætte med Mouritz Nørgaard. Han og Josva var jo konkurrenter men først og fremmest kolleger. De mødtes privat og spillede kort.

- Og så har jeg haft stor glæde af, at Nørgaards yngste datter, Hanne Fie, husker så godt.

- Jeg har lavet et langt interview med hende, og hun har hjulpet mig med udklip fra gamle aviser og fundet fotos frem fra familiens fotoalbum, fortæller Svend Erik Østergaard, der samler på egnsmalerier.

Samlere gennem 50 år

Karen og Poul Tonnisen fra Dokkedal har lige nu syv bare pletter på stuevæggene i privaten.

Parret har været ivrige samlere af Nørgaard-værker de sidste 50 år, og har cirka 40 af hans malerier.

- Jeg har kendt ham personligt. Min svigermors mor var søster til Mouritz Nørgaards kone. Og så siger hans malerier mig noget. Han malede det, han så, siger Poul Tonnisen.

Udstillingen kan ses på Rebildcentret frem mod udgangen af oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...