Lisa Mikkelsen og Anders Nymand Andersen står bag Home i Jernbanegade

STØVRING: Støvring har fået en ny ejendomsmægler. Det er Lisa Mikkelsen og Anders Nymand Andersen, der sammen har åbnet en home-butik i Jernbanegade.

Duoen er henholdsvis 25 og 30 år, og er derfor et ungt par på ejendomsmægler-scenen, men begge har alligevel en solid erfaring med i bagagen, samt ikke mindst et stort lokalt engagement og kendskab.

Lisa er født og opvokset i Støvring, hvor hun stadig bor stadig med sin kæreste, og hvor hun blandt andet altid har været aktiv fodboldspiller i Støvring IF Fodbold. Siden hun blev uddannet ejendomsmægler, har hun arbejdet hos en anden mægler i byen.

Anders kommer fra Suldrup, men bor nu i Svenstrup sammen med sin familie. Han spiller stadig badminton i Suldrup, og har tidligere været ansat hos andre ejendomsmæglere - blandt andet i Skørping.

- Lisa er nok mest bypigen, mens jeg er landsbydrengen, og det kommer nok også til at afspejle sig ved, at jeg nok tager flest af ejendommene på landet, hvor man skal have gummistøvler på, mens Lisa mest tager husene og lejligheder her i byen. Men vi supplerer selvfølgelig hinanden, fortæller Anders, og fortsætter:

- Vores primære dækningsområde er postnumrene i Støvring, Skørping, Suldrup og Terndrup, og at dømme ud fra starten, har vi fået en rigtig positiv start. Vi har i hvert fald fået mange henvendelser, og har allerede en del emner til salg. Det er vi glade for.

Som nævnt er Lisa 25 år og Anders 30 år, hvilket gør duoen til et relativt ungt par i branchen. De lærte hinanden at kende på ejendomsmæglerstudiet, og har begge haft en spirende drøm om at starte egen forretning.

- At vi er unge, synes vi kun er en fordel, blandt andet omkring markedsføring på de forskellige sociale medier, herunder også instagram, som måske ikke er hyppigt brugt i branchen. Det medie vil vi bruge en del, fortæller Lisa.

- Vigtigst er dog, at vi har rigtig megen fokus på personlige relationer, der handler om at sætte den enkelte bolighandel og det enkelte menneske i fokus fra start til slut omkring en ejendomshandel, fortæller Lisa, der ligesom Anders glæder sig over, at starten har været rigtig god.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...