Danmarks Naturfredningsforening i Mariagerfjord samlede omkring 30 sympatisører mod et forslag fra Dansk Folkeparti

BRAMSLEV BAKKER: Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Mariagerfjord havde søndag inviteret alle interesserede til et arrangement ved Bramslev Bakker.

Baggrunden for arrangementet var, at Dansk Folkeparti på torsdag vil fremsætte et lovforslag, som skal fratage DN retten til alene at rejse fredningssager.

- Vi har haft denne ret siden 1937, og hvis vi mister den, vil der ikke længere være nogen til - utvetydigt - at varetage naturens interesser i fredningssystemet, påpeger den lokale DN-formand, Kaj Edlund.

Til at tale for DN’s fortsatte ret til at rejse fredningssager havde arrangørerne inviteret byrådsmedlem og kommende kandidat til folketingsvalget for de Konservative, Jens-Henrik Kirk.

I sin tale i Bramslev Bakker fremhævede han værdien af at bevare betydningsfulde danske landskaber.

Ca. 30 sympatisører deltog i arrangement på P-pladsen ved Bramslev, og bagefter gik de fleste med på en tur rundt i det fredede område.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...