God grund til at logre med halen i den lokale hundesportsforening

DcH Støvring oplever fortsat, at klubbens hundeførere og deres dygtige hunde fortsætter derud af med logrende haler og stor succes.

Tidligere på året deltog Helena Lund Thomsen og Kashmir i Varde i en lydighedsprøve i B-klassen. Her opnåede det dygtige makkerpar en tredjeplads og deres første oprykning.

Et par måneder senere gentog de succesen, og denne gang var det i Silkeborg. Her sikrede Helena og Kashmir sig en femteplads, og dermed deres anden oprykning, hvilket betyder, at de næste år stiller op i A-klassen.

Således havde Helena og Kashmir tidligt på sæsonen banet vejen, og vist hvordan poterne skulle sættes.

Denne vej har flere af klubbens dygtige hundeførere valgte at følge.

22. august deltog Keld Martens og Nanna nemlig i Hobro, hvor de opnåede en tredjeplads i lydighed C-klassen. Dette sikrede dem deres anden oprykning, og de er fra næste sæson i B-klassen.

6. september drog Hanne Plet og Flora til Århus, hvor de opnåede en fjerdeplads i lydighed i C-klassen. Dette sikrede også dem deres anden oprykning, og de er således også i B-klassen fra næste sæson.

Men det stopper slet ikke her. Dagen forinden kørte Marianne Uttrup og Keeper et smut til Skagen, hvor det blot var anden gang, det dygtige makkerpar skulle deltage i lydighed A-klassen.

Det er mange år siden, at Støvring DcH har haft hundeførere i A-klassen, så der blev med spænding holdt øje med resultaterne.

Dette lille ekstra ”forventningspres” påvirkede nu slet ikke Marianne og Keeper, som opnåede en flot andenplads og deres første oprykning til E-klassen.

Lydighedsklasserne starter med C-B-A-E. Når man har opnået to oprykninger i den klasse, man stiller op i, så går man fra næste sæson videre til en højere klasse.

E står for Elite og er dermed den højeste klasse, som man i DcH lydighed kan stille op i.

Så, jo. Det rykker virkelig hos DcH Støvring.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...