DDS Arden-gruppen er startet op igen. Drømmen er at få spejderhytten renoveret i løbet af året

ARDEN: Det Danske Spejderkorps Arden-gruppen markerede tirsdag opstarten efter sommerferien. Det skete med et flot fremmøde af både spejdere og forældre til en hyggelig aften, hvor der var formel oprykning af spejdere til nye grupper, ligesom gruppen fik overrakt en check på 15.000 kr. fra Fonden Himmerland, fra Himmerlands Forsikring. Penge, der skal gå til en tiltrængt renovering af spejderhytten.

Det Danske Spejderkorps Arden-gruppen har hjemme på Storardenvej 36, hvor der både er et hyggeligt spejderhus, bålhytte, to shelters og ikke mindst massevis af plads, hvor børnene kan udfolde sig med forskellige aktiviteter. Det er der omtrent 50 friske spejdere, der gør – blandt dem Asta og Nanna.

- Det er supersjovt, at være spejder. Du oplever naturen på en helt anden måde, og så møder du en masse søde mennesker, og lærer mange forskellige ting, fortalte Asta og Nanna, der udover selv at være trop-spejdere, også er leder for micro- og mini-spejderne. En klassisk konstellation, hvor de ældre børn elsker at lære fra sig, og får et ansvar, og hvor de yngre børn elsker, at modtage læring fra ældre, som de ser op til. Samtidig hygger alle sig på tværs af aldersgrænser.

Spejderhytten trænger

Næste år kan Det Danske Spejderkorps Arden-gruppen fejre et fornemt 75-års jubilæum, men det er ikke det eneste jubilæum næste år. Således fylder spejderhytten, også kaldet ”Sømosehytten”, 50 år i 2020, hvilket nogle steder desværre begynder at kunne ses. Vinduerne trænger til at blive skiftet, toiletterne er små og uden håndvask, der er ingen handicapfaciliteter og så mangler der en gennemgribende energirenovering. For bare at nævne lidt af det.

Derfor har gruppen søgt en række forskellige fonde om penge til renovering, og her faldt der allerede noget af i forbindelse med opstarten, da Jesper Bjerregaard, medlem af bestyrelsen i Fonden Himmerland, stiftet af Himmerland Forsikring, kiggede forbi med en check på 15.000 kr.

- Vi vil gerne støtte gode, lokale formål, og det må Det Danske Spejderkorps’ aktiviteter i Arden siges at være, fortalte Jesper Bjerregaard ved overrækkelsen.

Det Danske Spejderkorps Arden-gruppen var naturligvis glade for pengene, men vil fortsætte jagten på penge til renovering, der kan sikre, at Arden-gruppens 75-års jubilæum kan fejres i en nyrenoveret spejderhytte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...