Corona-restriktioner har givet anderledes - og meget intime - koncertoplevelser

Trods corona-restriktioner og nedlukning af en række aktiviteter er der fortsat liv i Stubhuset i Støvring, hvor gæsterne er taknemmelige over de arrangementer, der gennemføres.

2020 har været – og er fortsat – et på alle måder udfordrende år.

Nogle brancher har været mere udfordret end andre, herunder ikke mindst mange forskellige grene af kulturlivet.

Det kan de også mærke hos Stubhuset i Støvring, der under normale omstændigheder ville summe af liv, musik, fester, arrangementer, møder og foreningsaktiviteter hver dag året rundt.

- Ja, sådan har det jo ikke helt været i år. Stubhuset har normalt fire ben at gnave af, hvoraf de tre mere eller mindre har været helt eller delvist nedlukket i lange perioder af 2020, nemlig udlejning af forsamlingshuset til fester, ugentlig fast udlejning af vores lokaler til foreninger og klubber, samt endelig vores ugentlige bankospil, fortæller Helle Jørgensen, der er musikchef og daglig leder af Stubhuset.

- Det sidste ben, vi har tilbage, er koncerter, og dem kører vi videre med, men naturligvis kun med siddepladser og med en meget reduceret kapacitet, ligesom vi naturligvis overholder alle sundhedsmyndighedernes krav.

- Selvom det har betydet færre publikummer, har det også givet os nogle rigtig gode og intime musikoplevelser her i efteråret, hvor man godt kan mærke, at både kunstnere og gæsterne er meget taknemmelige over, at det fortsat kan lade sig gøre at gennemføre koncerterne.

- Flere kunstnere har også tilpasset deres koncerter til situationen. Eksempelvis gav Allan Olsen to koncerter på samme dag i stedet for en, så der var plads nok til alle.

- Et andet eksempel er Die Herren, der er et band, man normalt står op til, da der virkelig er gang i den. Men de har tilpasset deres musik og sat tempoet lidt ned, så det passer til et siddende publikum. På den måde får man nye og anderledes oplevelser, og det er jo berigende på en anden måde, lyder det fra Helle Jørgensen, der også nævner, at Stubhuset i foråret benyttede lejligheden til at lave udendørskoncerter på alle Rebild Kommunes plejecentre. Koncerter, hvor Stubhuset bragte musikken ud til beboerne, hvilket var en stor succes og skabte megen glæde i en svær tid.

God opbakning fra erhvervslivet

I det foreløbigt vanskelige 2020 har Stubhuset også oplevet flot opbakning fra husets sponsorer og erhvervsliv.

- Da coronaen for alvor brød ud i foråret, var der flere virksomheder, der ringede for at fortælle, at de gerne ville bakke op om Stubhuset i en svær tid. Det varmede og vidnede virkelig om, at det lokale erhvervsliv vil vores hus. Samtidig oplevede vi også, at nogle virksomheder valgte at booke nogle af vores lokaler til at holde møder i. På den måde kunne de få mere plads til møderne og samtidig bakke op om Stubhuset, slutter Helle Jørgensen.

Stubhusets resterende musikprogram i november og december byder på Rikke Thomsen 12. november, Thorbjørn Risager and the Black Tornado 13. november, kirkekoncert i Støvring Kirke med Marie Carmen Koppel akk. Steen Rasmussen og Benjamin Koppel 3. december og endelig Julie Bertelsen 10. december. Sidstnævnte koncert er udsolgt.

9. januar afholdes en stor nytårskoncert i Arena Himmerland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...