VRINSK: Klubben glæder sig over ny fiberbund med specialsand i ridehallen

ARDEN: Der er grund til vrinsk hos hestene og smile hos rytterne i Arden Sports Rideklub.

Ridehallen er nemlig ved at blive moderniseret, og har blandt andet lige fået en ny fiberbund.

Er du ikke interesseret i heste, skænker du sikkert ikke bunddækket i en ridehal de helt store tanker.

Sand er vel bare sand? Sådan forholder det sig bare ikke.

Den mest optimale og mest sikre bund er en såkaldt fiberbund, hvori specialsand blandes op med et særligt fibergranulat.

Kæmpe skridt fremad

Sådan en bund har Arden Sports Rideklub lige investeret i til ridehallen.

- Det er vi fantastisk glade for og stolte af, fortæller Gitte Bartholomæussen, formand for Arden Sports Rideklub.

Prisen for den nye bund beløb sig til 180.000 kroner, og her er det godt at kende det lokale pengeinstitut.

Via Jutlander Fonden Himmerland har den Jutlander Bank nemlig bidraget med hele 100.000 kroner til den nye bund.

- Det er et kæmpe skridt fremad for vores klub, og jeg er sikker på, at det også vil kunne tiltrække nye medlemmer, at vi kan tilbyde ridning på en fiberbund.

- Med den nye bund kan vi i stigende grad også holde springstævner i hallen.

- Det har vi ikke gjort i en årrække, da vi syntes, at den bestående bund var for farlig for heste og ryttere.

- Så med den nye fiberbund glæder os til endnu mere aktivitet i ridehallen og i Arden, slutter Gitte Bartholomæussen.

Arden Sports Rideklub tæller cirka 150 medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...