I år er det syv år siden genbrugspladsen i Arden åbnede

ARDEN: Det er efterhånden syv år siden, at portene blev åbnet til en topmoderne og modulopbygget genbrugsplads i Arden. Vi kiggede forbi, og fik en snak med pladsansvarlig Carsten Nørgaard, der på alle måder er stolt af pladsens udvikling og fokus på den helt rigtige affaldshåndtering.

- For nogle måneder siden, så jeg en mand, der gik rundt og fotograferede her på genbrugspladsen. Jeg gik hen til ham, og spurgte, hvorfor han tog billeder. Han fortalte, at han kom fra USA, og aldrig havde set en så moderne og miljørigtig affaldssortering. Det fik mig da til at være lidt stolt, fortæller Carsten Nørgaard, der de sidste 27 år har arbejdet på genbrugspladser. De sidste syv år som ansvarlig for pladsen i Arden, der blev indviet i november måned 2012.

- Vi har i dag mere end 30 forskellige sorteringsmuligheder, og min opgave er blandt andet at hjælpe brugerne med den helt rigtige sortering, når de kommer med deres affald.

- Det er nemlig vigtigt, da meget af affaldet skal genbruges. Her kan en hel container med affald, der ellers ville være klar til genbrug, blive kasseret, hvis der kommer noget forkert affald i. Så det bruger vi meget tid på, og vi arbejder i øvrigt hele tiden på, at genbruge mere og mere, og udfase mest muligt af det, som bare køres til forbrænding, fortæller Carsten, der glæder sig over det miljørigtige i affaldshåndteringen og fokus på genbrug.

- I disse tider, hvor der er meget fokus på klima og miljø, er det dejligt, at arbejde med et område, hvor man hver dag er med til at gøre en meget konkret og håndgribelig forskel.

Nemt for brugerne

Genbrugspladsen i Arden er opbygget via moduler, hvor tydelig skiltning fortæller, hvilket affald, der kan smides i de enkelte containere.

- Brugerne kører op på en rampe, og her kan de ubesværet og uden tunge løft smide affaldet i containere, der står et par meter nede. De lader blot affaldet glide ud over rampen ned i containerne. Det har været en kæmpe lettelse for brugerne i forhold til tidligere løsninger, fortæller Carsten, hvis opgave – udover at servicere brugerne – også er at sikre, at containerne bliver tømt på de rigtige tidspunkter.

- Det er et stort logistisk arbejde, at få containerne tømt på de helt rigtige tidspunkter. Det er jo ikke særligt miljøvenligt, hvis vognmanden kommer og henter en halvfuld container. Omvendt må den jo heller ikke blive så fuld, at brugerne ikke kan aflevere deres affald. Her er det min opgave, at sikre tømningen på det helt rigtige tidspunkt, fortæller Carsten, der på pladsen har hjælp fra Chris og Claus.

Genbrugspladsen i Arden har i gennemsnit 100 besøgende på hverdage og 200 besøgende på lørdage, søndage og helligdage. Med undtagelse af lidt lukkedage omkring jul og nytår har genbrugspladsen åbent hele året.

Genbrugspladsen, der er på 1,8 hektar, blev indviet i november 2012. Dengang var det IS Fællesforbrændingen, der stod for driften. I dag er det Reno Nord, men fra 1. januar 2020 bliver driften igen overtaget af Mariagerfjord Kommune – i øvrigt som alle andre genbrugspladser i kommunen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...