UDSTILLING: Rebildporten viser i 10 uger lokale koldkrigshistorier

Rebildporten lægger lige nu hus til en udstilling om den kolde krig. Det er koldkrigsentusiasten Karsten Pedersen, der har tilrettelagt udstillingen, som er støttet af Rebild Kommunes kulturråd og Rebildcentret. Udstillingen kan opleves frem til efter påske.

Ideen med udstillingen er at vise, hvor stor en betydning den kolde krig har haft for lokalområdet. Ud over Regan Vest - hvorfra landet skulle ledes, hvis Sjælland blev angrebet - findes andre spændende historier i lokalområdet.

En lyseblå, østtysk Trabant er central i udstillingen. Publikum kan sætte sig ind i bilen og lære om spionerne fra øst. De interesserede sig nemlig for Regan Vest, men Karsten Pedersen har digtet lidt videre for at levendegøre den kolde krig. De besøgende inviteres til at lege med ved for eksempel at iklæde sig tøj fra DDR, så der kan tages selfies i Trabanten.

Børn og barnlige sjæle kan deltage i en spionkonkurrence med præmier til alle. Tre gange i udstillingsperioden udtrækkes en vinder, der får et eksemplar af bogen ”Danmarks dybeste hemmelighed”, som Karsten Pedersen er medforfatter til.

Hvis man har en spændende, lokal historie om den kolde krig, kan man henvende sig til Rebildportens personale, og så kan det ende med, at de besøgendes egne historier kommer med i udstillingen sammen med 21 lokale koldkrigshistorier, som allerede er anbragt i billedrammer på et stort luftfoto af Himmerland.

En af de historierne fortæller om et hjælpesygehus under Skørping Skole. En anden er om efterretningstjenesten, der skyggede Ekstra Bladet, da de var på sporet af Regan Vest. Man kan læse om 100 ammunitionsbunkere i Rold Skov, om Frejlev-senderen, hvorfra der var forbindelse til radiostudiet i Regan Vest, og om en 650 kilometer lang rørledning fra Frederikshavn til Kielerkanalen, der kunne forsyne strategisk vigtige anlæg med brændstof.

Der fortælles blandt andet også om nødpengesedler og nødfrimærker, og om da Nikita Khrusjtjov besøgte Danmark, og efterretningstjenesten stjal hans afføring.

Det sker ofte, at folk henvender sig til Rebildporten, fordi de gerne vil se Regan Vest og vil vide, hvornår det er muligt.

Det fortæller destinationsudvikler Maria Lynge Christensen:

- Vi oplever en hunger efter viden om Regan Vest, som heldigvis åbner inden for nogle år. Desværre hjælper den viden ikke meget, mens vi endnu venter. Det er derfor godt, at Rebild byder på meget mere for koldkrigsentusiaster. Nordjyllands Historiske Museum arbejder i øjeblikket på at skaffe den nødvendige finansiering, og de næste 10 uger kan utålmodige borgere altså lægge vejen forbi Rebildporten for at stille den værste koldkrigssult.

Fra 26. maj vises udstillingen i Rebildcentret, der i forvejen har en stor udstilling om den kolde krig

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...