Når den kommunale dagpleje i Arden og Astrup har ”efterår og gå-på-mod” som læringstema, så går de all-in…

ARDEN/ASTRUP: Dette års store efterårstur gik til Rold Røvernes Rumleplads i Rold, hvor børnene allerede fra klokken 6.30 om morgenen hyggede sig i bålhytten med batteridrevne stearinlys og boller med smør og syltetøj, alt i mens regnen silede ned udenfor. Alle havde taget regntøj og flyverdragter på fra morgenstunden, så det var superhyggeligt at sidde indenfor i hytten og høre regnen tromme på taget.

Regnen stilnede af op ad formiddagen, hvor solen også tittede frem, så det gamle ordsprog om at når Guds engle og de tossede er ude, så skinner solen, kom helt sin ret.

Der blev sunget høst- og efterårssange, leget ”Kom indenfor æblemand” og blæst sæbebobler, hvorefter den store legeplads blev indtaget med stor begejstring.

Efter en dejlig formiddag blev der spist madpakker i bålhuset, og så var det tid til en dejlig lur i børnenes medbragte barnevogne.

Sidst på eftermiddagen blev de glade - og måske lidt trætte - børn sendt hjem med en pose vådt og mudret tøj. En skøn efterårstur og efterårsdag!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...