TOHJULET: Støvring Cykler på Hobrovej 72 udvider sortimentet

STØVRING: Støvring Cykler – navnet fortæller, hvad det handler om….

Og så alligevel ikke helt.

For udover et stort udvalg af cykler, kan butikken på Hobrovej 72 nu også præsentere en ny afdeling med løbesko og løbetøj.

Det er indehaver Simon Lassen, der har fået ideen til den nye løbeafdeling i butikken.

- Jeg har altid selv løbet meget, og mange af vores cykelkunder løber også – særligt om vinteren, hvor de måske ikke kan cykle så meget.

- Derfor gav det god mening, at lave en løbeafdeling i butikken, fortæller Simon Lassen, der til marts har stået i spidsen for butikken i fire år.

En særlig butik, der historisk kan dateres helt tilbage til 1913.

Sportsbutik lukkede

- At vi nu får en løbeafdeling i butikken, hænger også rigtigt godt sammen med, at Støvrings eneste sportsbutik lukkede for et par år siden.

Her har byen manglet et sted at købe løbetøj og løbesko, fortæller Simon Lassen.

- Støvring Cykler har de seneste mange år arrangeret et meget populært mountainbikeløb ”6 Timer i Rold” .

Det følges nu op af et ”6 timers Trail løb”. De to løb kommer til at foregå i weekenden den 16. og 17. maj.

- Trail løb er den diametrale modsætning til de løbeture, som hovedparten af os har prøvet kræfter med på fortove, landeveje og grusstier i en park.

Trail løb

Trail adskiller sig primært ved at foregå væk fra de flade, forblæste og hårde underlag.

- En trail løber foretrækker skoven, bakker og bjerge, hvor underlaget er alt andet end plant.

- Samtidig får man automatisk masser af intervaller og ”action”, og ikke mindst, en fantastisk naturoplevelse.

- Skoven er bare så smuk og et skønt sted at være året rundt, fortæller Simon Lassen, der glæder sig over en god start med den nye afdeling.

- Ja, det er gået over al forventning.

- Interessen har været rigtig stor, også selvom mange ikke er klar over, at vi nu sælger løbeudstyr.

Det er kun et par uger siden, at vi startede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...