Golfklub bygger - og glæder sig samtidig over stor medlemstilgang i et corona-år

Normalt vil man sige ”stille og roligt”, men det holder slet ikke i Rold Skov Golfklub.

Her fik man nemlig byggetilladelse til klubbens længe ønskede maskinhus i starten af november, og mindre end en måned senere var der rejsegilde på byggeriet.

Siden da har man arbejdet videre med beklædning af væggene og med at få tag på bygningen.

- Golfklubben har efterhånden en stor maskinpark til vedligehold og drift af det store baneanlæg. Maskiner, som slet ikke kan huses i de nuværende bygninger. Derfor har en carport i overstørrelse længe været på ønskelisten. Takket være tilskud fra fonde og ikke mindst klubbens seje frivillige, som går under navnet mandagsholdet, er det nu lykkedes. Mandagsholdet er en samling af 10-12 lokale golfspillere, som ikke er på arbejdsmarkedet længere, men som har rigtigt megen energi at give af. Energi som i den grad kommer golfklubben til gode, fortæller Lisa Kjær, der er kasserer i klubben.

Hun supplerer med, at der går rygter i klubben om, at alle på mandagsholdet vil bestemme, så det kan være vanskeligt at få et ord indført. Men alt sammen foregår under hyggelige former og tydeligvis stor arbejdsomhed.

- Vi har naturligvis haft professionelle håndværkere på sagen, men de frivillige byggefolk har været en uvurderlig hjælp, og har givet en hånd med i forbindelse med alle de opgaver, som vi selv må løse i forbindelse med byggeriet, fastslår formanden for golfklubben Henrik Brandt.

- De har faktisk udvidet fremmødet fra normalt om mandagen til stort set at have været på byggepladsen hver eneste dag, så det er en imponerende indsats, fastslår en meget tilfreds golfklubformand.

Rold Skov Golfklub har i øvrigt nydt godt af den generelle nedlukning af fritidsaktiviteter i årets løb.

Medlemstallet er nemlig steget enormt, således at medlemslisten nu tæller næsten 1000 medlemmer.

- Det er tydeligt, at folk har søgt udendørs aktiviteter og fritidsfornøjelser i det forløbne år, fastslår en glad kasserer i klubben.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...