Arkivfoto: Henrik Bo

Der er fokus på sundhedsområdet og børnene i den budgetaftale for 2019, som politikerne i Rebild Kommune har indgået

REBILD: Et enigt byråd i Rebild Kommune indgik onsdag aften budgetforlig. Det oplyser Rebild Kommune i en pressemeddelelse.

Aftalen gælder for 2019-22. Det betyder, at Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Den Sociale Fællesliste, Det Konservative

Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre er enige om en aftale.

- Med budgetaftalen sikrer vi stabile rammer om den nære velfærd i hele Rebild Kommune. Det gælder

særligt på sundhedsområdet, hvor det nære sundhedsvæsen styrkes med bl.a. akutpladser samt et helt nyt

sundhedscenter og udvidelse af Ådalscenteret, siger borgmester Leon Sebbelin i pressemeddelelsen og fortsætter:

- På børne- og familieområdet er der bl.a. tilført ressourcer til det stigende antal småbørn og investeringer i børnehaver

og skoler udvides, så vi har de rigtige tilbud til nuværende og nye borgere. Samtidig er der nu afsat midler,

så der kan arbejdes videre med faciliteterne til kultur- og fritidsaktiviteter.

Forligspartierne er enige om, at der med budgettet for 2019 er tale om et fornuftigt budget, som både

sikrer velfærdsområderne og samtidig sikrer mulighed for fortsat vækst og udvikling.

- Jeg er meget glad for, at alle 25 medlemmer af byrådet har taget ansvar og valgt at stå bag budgettet,

siger Leon Sebbelin.

Følgende indsatser er særligt prioriteret med budgettet

Det nære sundhedsvæsen styrkes

Området prioriteres med 11,3 mio. kr. pr. år.

Med akutpladser kan flere ældre borgere blive i deres nærmiljø ved akut sygdom. Det skal give mere tryghed og kvalitet for borgeren og de pårørende Der er afsat 7,3 mio. kr. til drift af pladserne.

Et nyt Sundhedscenter samt udvidelsen af Ådalscentret skal skabe grundlaget for, at kommunen kan imødekomme et voksende behov på sundhedsområdet.

Der er afsat i alt 25 mio. kr, således at planlægningen af et nyt sundhedscenter startes i 2019.

Erfaringerne med klippekortsordningen for borgerne på ældrecentrene har vist, at det er et tilbud, de ældre borgere har stor glæde af. Derfor fastholdes ordningen.

Kommunen har oplevet en øget vækst på genoptræningsområdet. Området tilføres ressourcer, således at borgernes behov for genoptræning fortsat kan imødekommes.

Sårbare borgere / børn og unge

Området prioriteres med 5,8 mio. kr. i 2019 og 5,6 mio. kr. i de følgende år.

Flere unge skal være uddannelsesparate efter folkeskolen. Derfor gøres Læringslokomotivet permanent, og der etableres et fast tilbud til unge med angst. Desuden oprettes Basic Skills, som er et nyt

undervisningstilbud til unge med stort fravær.

Flere børn har behov for vidtgående specialundervisning, så budgettet tilføres 3,5 mio. kr. årligt for at matche behov. Det samme gælder Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse - ungdomsuddannelse til unge med handicap - som tilføres 1,2 mio. kr. årligt.

Borgere i ressourceforløb skal opleve mere progression og mere indsats i forløbet. Dette sikres via en forstærket indsats i ressourceforløb over en årrække.

Investeringer

Der er afsat 334 mio. kr. over de kommende 4 år til investering i kommunens udvikling. Til Børne- og Familieområdet er der afsat 92 mio. kr. blandt andet 30 mio. kr. til kapacitetsudvidelser på skoleområdet og i alt 38 mio. kr. til nye børnehaver i Støvring og Skørping.

På kultur og fritidsområdet er der i perioden afsat 34 mio. kr. blandt andet 17 mio. kr. til udvidelse af kultur- og fritidsfaciliteter, 5 mio. kr. til Regan Vest samt yderligere 2 mio. kr. til kulturskolen i Støvring.

Til sundhedsområdet er der i perioden afsat 32 mio. kr. til især nyt sundhedscenter, men også til akutpladser og udvidelse af Ådalscentret.

Til byudvikling og infrastruktur er der afsat 157 mio. kr. i perioden. Det er blandt andet 2,4 mio. kr. til helhedsplaner i Skørping og Støvring, 65 mio. kr. til større investeringer i infrastruktur, herunder ny Nibevej, bro over banen ved Klepholm, som giver adgang til den sydlige del af Støvring ådale, samt 11,2 mio. kr. til cykelstier og 20 mio. kr. til vejvedligeholdelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...