176 børn og lige så mange forældre hyggede sig med kagekonkurrence, pokaluddelinger og rodeotyr

KONGERSLEV: Kongerslev Idrætsforening holdt for nylig børnefest i hallen med deltagelse af 176 glade børn og mindst ligeså mange forældre.

Der var to store hoppeborge, en rodeotyr og et bordfodboldspil, som festdeltagerne kunne prøve kræfter med, og i gymnastiksalen var der opsat en børnebar med slush-ice og andre alkoholfrie drinks, som kunne indtages til god musik og disko-belysning.

De voksne kunne hygge sig i kaffebaren, som bugnede af flotte kager bagt til den store bagekonkurrence. Konkurrencens dommere var tre kageglade forældre, som med bind for øjnene smagte på de søde sager. Det vindende bagværk var skabt af Julie og Mette Nielsen og bestod af chokolademuffins med orangetoppings og små spøgelser.

Også rodeotyren var centrum for en konkurrence, hvor deltagerne var inddelt i tre aldersgrupper. I gruppen af seks-otteårige var det Tristan Jensen, der kunne holde sig siddende i længst tid på tyren, mens

Julie Thaysen vandt dysten blandt børnene op til 11 år, og Kasper Jensen snuppede førstepladsen i gruppen fra 12 år og opefter.

Klubbens formand udnyttede også festen til at uddele pokalen til ”Årets Pige”, Louise Rasmussen, og ”Årets Dreng”, Jonas Gregersen.

På børnenes indgangsbillet var de et gavekort til klubdragten, og den heldige vinder var Klare Brun Kristensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...