Forleden var der stort modeshow med 400 mennesker i Arena Himmerland

STØVRING: Støvring har gennem mange år haft tradition for at afholde et årligt modeshow med størstedelen af byens butikker repræsenteret.

Siden 2011 har der dog været en lang pause, men torsdag blev traditionen genoplivet - større og flottere end nogensinde.

Rammerne var perfekte i Arena Himmerland, hvor der både var plads til stor scene, catwalk og en masse stande, hvor byens erhvervsdrivende var repræsenteret med produkter og services.

Formand for handelsstandsforeningen, Lisa Kjær, bød velkommen til 400 betalende gæster, og derefter blev showet sat i gang med høj musik og professionelle dansere på den store scene.

Flotte modeller viste den nyeste mode frem fra Noah, Wagner, MathStore, Me & Eliza, By Os, Footsteps og Sirius. Håret var sat af Salon Brandt, som sammen med LaFemme også havde klaret make-up'en, og Nyt Syn og Profil Optik viste efterårets brillemode frem.

Aftenens konferencier var Michael Jensen, kendt fra byens Stubrevy, og en veloplagt Rasmus Walther afsluttede showet med en halv times koncert.

Hele overskuddet fra aftenen går til Kræftens Bekæmpelse og vil blive overbragt til den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse i forbindelse med dagens Lyserød Lørdag-aktiviteter i Støvring.

De 400 gæster i Arena Himmerland gik for den sags skyld også berigede hjem - oven på et brag af et show, organiseret af Støvring Handel og Erhverv i samarbejde med det lokale forretningsliv.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...