Kinorevuen i Skørping har mere end fordoblet antallet af medlemmer i Kinorevuens Venner med en effektiv hvervekampagne her i efteråret

SKØRPING: Kinorevuen i Skørping har i september og oktober kørt en større hvervekampagne i håb om at skaffe flere medlemmer til Kinorevuens Venner.

- Og det har været en ubetinget succes, konstaterer Janni Bøgsted Kjærgaard, som er næstformand i Kinorevuens bestyrelse.

- Der kommer dagligt nye medlemmer til for tiden, og nu er vi oppe på 272 medlemmer, hvilket er mere end en fordobling af medlemstallet. Vi var helt nede på 130 medlemmer, da kampagnen begyndte, fortæller hun.

Kinorevuens kampagne for at skaffe flere medlemmer har haft flere facetter.

- For eksempel viser vi før hver almindelig spillefilm en ”forfilm”, lavet af bestyrelsesmedlem Jens Lindberg, som med et meget stort glimt i øjet handler om, at man bliver glad af, at være medlem af Kinorevuens Venner.

- Derudover er det blevet meget mere synligt på hjemmesiden, at Kinorevuen er en foreningsdrevet biograf, og det er ligeledes fremhævet i det nyhedsbrev, som over 700 borgere får på mail med ugens program.

- Vi har afholdt små konkurrencer med udtrækning af gaver på Facebook. Og Hans Rønnau fra bestyrelsen, med ansvar for den populære seniorbio, har indledt hver forestilling i seniorbio med en fortælling om, hvor meget et medlemskab betyder for biografens fremtid, samt hvad der følger med af goder i et medlemskab.

- Med andre ord har vi arbejdet for sagen, men er til gengæld også meget tilfredse med resultatet.

- Vi viser film for alle og enhver, men en stor og solid medlemsskare er en af grundstenene i vores demokratiske fundament, og der er fortsat plads til mange flere medlemmer, pointerer Janni Bøgsted Kjærgaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...