LITTERATURFESTIVAL: Lokal debutant med i program med kendte forfattere

SKØRPING: Der er tilsyneladende stor interesse for at deltage i litteraturfestivalen Ord i Nord, der holdes på Kulturstationen og i Kinorevuen i Skørping lørdag 2. februar. Der er allerede er solgt 80 billetter i forsalg.

- Det er helt overvældende, siger Henrik Bugge Mortensen fra foreningen Bogby 9520, der er en af arrangørerne.

- Har man tænkt på at komme, så kan jeg altså kun anbefale at få købt en billet nu, understreger han.

Henrik Bugge Mortensen mener, at årets program også kun kan tiltale alle litteraturinteresserede, for her kommer mange forskellige forfattere, der skriver på hver sin måde.

- Jeg ser eksempelvis meget frem til at høre Søren Ulrik Thomsen, der er en af Danmarks mest anerkendte digtere. Han er især kendt og elsket for sin poesi, der er både let at læse og samtidig udfordrende og nyskabende i sine formuleringer.

Søren Ulrik Thomsen vil læse op af og fortælle om sit store forfatterskab. Han er meget bevidst om rytme, klang og diktion i sine digte.

Lørdagen indledes på Skørping Bibliotek, hvor den lokale forfatter, Sandra O’Brien, vil præsentere sin nye novellesamling med titlen ”Når månen går ned” i en samtale med Lena Borup Green fra biblioteket.

Senere kan publikum opleve en forfattersamtale mellem Iben Mondrup og Malene Ravn, der har familiehemmeligheder som fællestræk, og så foregår deres romaner også i det nordjyske.

Iben Mondrups nye bog ”Vi er brødre” foregår i Frederikshavn, hvor de to brødre Jens og Poul vokser op efter krigen. Deres far har under besættelsen været aktiv i modstandsbevægelsen, og de oplevelser, han gennemlevede her, præger stærkt familielivet.

Malene Ravn fortæller i sin roman ”I dine øjne” om drengen Erik, der vokser op på børnehjem i Aalborg, og hvor han gennemlever en hård opvækst, for han ser anderledes ud end de andre børn. Hans far er nemlig kineser, men det tales der ikke om.

Dagen afsluttes med den norske forfatter Britt Karin Larsen, der er kendt for sine syv slægtsromaner om skovfinnerne, der bosatte sig på grænsen mellem Norge og Sverige.

Som optakt til Ord i Nord kan man torsdag 24. januar møde en af dansk poesis unge kometer, Signe Gjessing, på Hobro Bibliotek. Hun vil læse op og fortælle om sin opvækst i Vesthimmerland.

Billetter til Ord i Nord kan købes på www.himmerlandsbilletten.dk.

Litteraturfestivalen arrangeres af Bogby 9520, Rold Skov Natur- og Kulturcenter, Mariagerfjord Bibliotekerne og Rebild Bibliotekerne.

Festivalen modtager støtte fra Kulturrådet i Rebild Kommune, Kulturstationen i Skørping og Rebild Bibliotekerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...