BØGER: Bestil på hjemmesiden og tag en ”læsepose to go” - med hjem

MARIAGERFJORD: Er du ved at være godt træt af at se på de tyndslidte bøger, du tilfældigvis havde hjemme, da bibliotekerne lukkede ned?

Da gives der nu håb om friske forsyninger for de læse-glade i Mariagerfjord.

Mariagerfjord Bibliotekerne kan nemlig nu tilbyde læseposer ”to-go” samtidig med, at der nu igen også bliver mulighed for at aflevere lånte materialer.

- Kort sagt er læseposer to-go en lykkepose med materialer fra de lokale biblioteker.

Via bibliotekets hjemmeside kan du bestille en pose med materialer, som så leveres direkte til døren indenfor et par hverdage, forklarer leder af Mariagerfjord Bibliotekerne, Mette Secher Hede.

Ikke bestille bestemte titler

Der vil ikke være mulighed for at reservere bestemte titler.

- Men til gengæld finder bibliotekaren titler frem inden for de emner, du ønsker dig, og så du jo være heldig, at der er en ny favorit iblandt, bemærker bibliotekschefen.

Ligger du i forvejen inde med lånte biblioteksbøger, kan de nu igen afleveres- vel at mærke via bibliotekernes postkasser.

Materialerne kommer efterfølgende i karantæne i mindst 72 timer, inden de bliver håndteret - og måske igen pakket i en dugfrisk læsepose til en læselysten borger.

Hvis man ikke har mulighed for det, kan man dog også vente med at aflevere.

- I nedlukningsperioden tilskrives der nemlig ingen gebyrer på overskredne lån.

Der skal jo helst være en fair chance for, at man kan få afleveret til tiden, noterer Mette Secher Hede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...