TRAVLT: ”Nedslag i Historien” (Hobro) - ”lummer litteratur” (Arden)- ”Vinterland (Hadsund) og Kim Larsens unge år (Mariager) - blandt andet

MARIAGERFJORD: En ny sæson banker på døren på Mariagerfjord Bibliotekerne, og den er - som tidligere - fyldt med spændende arrangementer for alle aldre fjorden rundt.

Første programpunkt i det nye år bliver bogcaféen ”Nedslag i historien” torsdag 23. januar på Hobro Bibliotek. Her er omdrejningspunktet litteratur, der er inspireret af verdenshistorien.

Senere på foråret følger yderligere tre bogcaféer under andre temaer.

12. marts handler det om ”Lummer litteratur” på Arden Bibliotek, og 28. og 30. april er temaet ”Under åben himmel”.

Som navnet antyder, afvikles denne bogcafé i det fri - under en dejlig gåtur i kommunens storslåede natur i selskab med naturformidler Mette Ósland.

Naturens år

Sidstnævnte arrangement indgår i øvrigt som en del af Mariagerfjord Bibliotekernes markering af det landsdækkende ”Naturens År”.

Bibliotekernes forårsprogram byder derudover på en række forfatterbesøg.

Allerede 6. februar slår Mariagerfjord Bibliotekerne i samarbejde med FOF Randers-Purhus-Mariagerdørene op til en aften i selskab med forfatteren Jens Andersen, der senest var manden bag Kim Larsen-biografien ”Mine unge år”.

Kim Larsen-biografien bliver også omdrejningspunktet for aftenen med Jens Andersen i Den Gamle Biograf i Mariager 6. februar.

Kriminalstof

Senere samme måned er det Hadsund, der får besøg af forfatterne bag krimien ”Vinterland”, Kim Faber og Janni Pedersen.

Parrets mangeårige erfaring som journalister på henholdsvis Politiken og TV2, hvor de begge blandt andet dækker kriminalstof, betyder, at parret har en helt særlig forudsætning for at kaste sig over lige denne genre.

Det kan interesserede høre mere om i Hadsund tirsdag 25. februar.

Til marts bliver det Ardens tur, når Thomas Korsgaard kigger forbi Arden Bibliotek tirsdag 3. marts.

Thomas Korsgaard

På trods af sin unge alder har forfatteren allerede opnået stor anderkendelse for sit forfatterskab, og det er ikke uden grund.

”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og senest novellesamlingen ”Tyveri” er alle stilsikre læseoplevelser, som forfatteren vil fortælle om i Arden.

Forårets sidste forfatterbesøg gælder Hobro, hvor interesserede tirsdag 17. marts kan høre retsmedicineren og forfatteren Hans Petter Hougen fortælle om, hvordan man kan glæde sig over livet, når døden fylder så meget.

Børneteaterfestival

Han vender nogle af de sager, der har gjort mest indtryk på ham igennem karrieren, og tager publikum med bag kulisserne i et foredrag, hvor der er rig mulighed for spørgsmål og dialog.

Maj måned byder blandt andet på børneteaterfestival i hele kommunen, og i den forbindelse byder Mariagerfjord Bibliotekerne ind med hele to sjove arrangementer.

Fredag 15. maj kan børn og barnlige sjæle møde Søren Brynjolf og hans venner - herunder aben Rango, som elsker at synge sange om sig selv.

Dagen efter, 16. maj, gæster Moster Meta og hendes fantastiske monstre først Hadsund Bibliotek og derefter Hobro Bibliotek.

Nærmere omtale af de forskellige arrangementer finder du på bibliotekernes hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...