Arrangementer udbydes senere, lover arbejdsgruppe

REBILD: Det bliver med et meget mere forenklet program, besættelsestidens lokale spor mindes i denne weekend.

Arbejdsgruppen bag en hel weekend om besættelsestiden har simpelt hen været nødt til at aflyse mange af arrangementerne på grund af for få tilmeldinger.

Bodil Christensen, teamkoordinator i Rebildporten, understreger, at weekenden stadig byder på en hel del aktiviteter, blandt andet genoplivelsen af alsangen på søndag kl. 16.30 i ”Gryden” i Rebild Bakker.

- Vi tror, vi har været for ambitiøse med rigtig mange programpunkter, som også ligger tæt op ad hinanden. Det er i hvert fald, hvad folk har sagt til os. De kunne ikke overskue det hele.

Til gengæld vil mange af de nu aflyste arrangementer blive udbudt igen senere på året, formentlig i september.

- Arbejdet med at forberede for eksempel de guidede ture er jo gjort, så det kan sagtens bruges på et andet tidspunkt. Og så bliver det med max to ting om dagen, siger Bodil Christensen,

Arbejdsgruppen består desuden af Henrik Bugge Mortensen, Lars Rigborg og Peter Borup Jacobsen.

Peter Borup Jacobsen har for eksempel komponeret en række ”Krigens sange”, som han vil fremføre sammen med Donna Dalhoff, Per Bach, Morten Friis og Klaus Thrane under alsangen på søndag.

Temaweekenden begynder i dag, fredag, med den officielle åbning af en ny udstilling i Rebildporten om besættelsestiden i og omkring Rold Skov.

Se nærmere på rebildporten.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...