Barokmusik og folkemusik mødes lørdag 19. oktober til en usædvanlig koncert i Rebildcentrets nye ”Kildetårn”.

GRAVLEV: Barokmusik og folkemusik mødes lørdag 19. oktober til en usædvanlig koncert i Rebildcentrets nye ”Kildetårn”.

Koncerten bliver det sidste af en hel række arrangementer, som centrets medarbejdere har planlagt til skolernes efterårsferie.

Under overskriften ”I de gamle maleres fodspor” lægges der ud med en cykeltur til smukke lokaliteter i lokalområdet, hvor nu afdøde kunstmalere engang har stået med deres staffelier og foreviget landskaberne. Cykelturen slutter i Rebildcentret, hvor 62 originale lærreder med lokale motiver er udstillet.

Samme cykeltur blev gennemført med succes under Rebild Kommunes kulturuger til trods for stærk blæst. Det gav Rebildcentret og medarrangørerne naturvejleder Søren Risborg og kunstsamler Sven Erik Østergård lyst til at gentage succesen i efterårsferien, og i forbindelse med projektet ”I de gamle maleres fodspor” har Rebildcentret også udskrevet en konkurrence om at genfinde og fotografere de af udstillingens motiver, som endnu ikke er markeret ude i landskabet.

Er man mere til tredimensionel kunst kan man opleve Bundgaard og Bonnesens skulpturer i Thingbæk Kalkmine, når Lars Rigborg guider næsten-gratis og fortæller om de to skulptører og deres værker.

To dage i efterårsferien kan man også møde heksen Dannie Druehyld i hendes værksted i Rebildcentret, og på den traditionsrige flagermusdag vil der være guidede flagermusture i minen med både viden og uhyggelige løgnehistorier om de fascinerende flyvende pattedyr.

Rebildcentret arrangerer også en guidet vandretur i efterårsferien. Ruten passerer to dambrug langs Lindenborg Å og går op over kalkbakken, som atombunkeren Regan Vest er skjult i.

Og så bliver det ellers tid til koncerten, hvor barok møder folkemusik.

Barokmusikken leveres af Viggo Mangor (orgel) og Toke Møldrup (cello).

Folkemusikken leveres af Klaus Pindstrup (violin) og Stefan Groot (harmonika).

De to duoer vil hver for sig og sammen spille og fortælle om de to musikgenrer, og i koncertens anden afdeling bytter de to duoer repertoire.

Hvad sker der med folkemusikken i hænderne på to barokmusikere? Og hvad kommer der ud af barokmusikken, når den varetages af to folkemusikere? Det kan interessereder erfare, hvis de på forhånd reserverer en af de kun 100 billetter til koncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...