Babysvømning er en stor succes i Jarl Arden

ARDEN: Jarl Ardens svømmeafdeling har stor succes med babysvømning, hvor de allermindste mødes til leg, læring, sang og samvær i vandet. Og ja, mor må godt komme med…

Ud over at have det hyggeligt sammen, handler babysvømning om vandtilvænning, og det at skabe en tryghed for babyen ved at færdes i vand.

- Vi synger, leger og har det sjovt, men laver også en række øvelser, der handler om lære og blive tryg i vandet. Eksempelvis træner vi den naturlige opdrift i vandet, fortæller Stinna Borggreen Jeppesen, der er fast underviser til babysvømning i Jarl Arden.

- Her er det i øvrigt ikke så meget babyen, der føler sig udfordret, men måske snarere forældrene, når barnet skal slippes under vandet. Men vi sikrer, at det foregår på en god og tryg måde. Faktisk handler det meget om, at forældrene skal turde, at lade barnet eksperimentere selv. På den måde får barnet et naturligt forhold til at færdes i vand, fortæller Stinna, der har undervist i fem år.

- Jeg begyndte ikke at undervise, fordi jeg selv havde en baby, men simpelthen fordi jeg selv elsker vand og svømning og fordi det var en sjov udfordring. Og jeg nyder det meget. Det gør forældrene i øvrigt også. Både fordi de kan se, hvor meget babyerne nyder det, og hvor trætte de er bagefter, altså på den gode måde. Samtidig hygger det sig også indbyrdes, og får udvekslet nogle erfaringer, slutter Stinna.

IF Jarl Ardens svømmeafdeling har tre hold, der såmænd hedder ”Babysvømning”, ”Super Babysvømning” og ”Super, Super Babysvømning”

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...