Fonden for Sparekassen Himmerland støttede ny klatrevæg med donation

ARDEN: De sidste par år er der sket rigtigt meget spændende i Arden Hallerne. Nye fitnesslokaler, ny udsmykning, ny café og ikke mindst rigtig mange nye medlemmer, der nyder godt af hallens mange forskellige aktiviteter og tilbud. Senest har hallerne fået en ny og flot klatre- og motorikvæg.

- For nogle år var der lidt stille i hallerne, og her satte vi os et mål om at udvikle os til et bevægelseshus og et samlingspunkt for byen. Det synes jeg, er lykkedes over al forventning, fortæller Claus Jacobsen, der er centerleder i Arden Hallerne.

- Der er godt gang i hallerne. Sidste år havde vi eksempelvis mere end 100 børnefødselsdage, der er godt gang i cafeen, og vi er efterhånden oppe på 750 medlemmer, hvilket vi er meget tilfredse med.

- Derfor er vi også glade for, at vi nu har fået en klatre- og motorikvæg i cafeområdet. Vi kan allerede nu se, at børnene elsker væggen, og den passer derfor perfekt til vores ønske om at være et bevægelseshus, fortæller Claus.

Den flotte væg har selvfølgelig ikke været gratis, og her er det godt at kende Jutlander Bank og Fonden for Sparekassen Himmerland. De har nemlig doneret 44.000 kr. til væggen.

- Den udvikling, som Arden Hallerne har været igennem de seneste år, har været imponerende, og vi er selvfølgelig rigtig glade for at give et bidrag til klatre- og motorikvæggen, som passer perfekt ind i hallens visioner, og vi kan jo allerede se, at den er meget populær hos børnene, fortæller Henrik Harbo, afdelingsdirektør i Jutlander Bank Arden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...